"Vi har noget at gå efter - men hører gerne fra flere"
Politiet vil meget gerne have din hjælp
I sagen om den 12-årige pige, der blev lokket med ind i en hvid varevogn, og krænket ved at den udenlandske fører hev sit lem frem i bilen, har Nordsjællands Politi modtaget en hel del gode henvendelser og tips fra borgere,
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Vi har fået fem-ti henvendelser, og nogle af dem er ret interessante, fordi der er noget at gå efter. Dem er vi i gang med at efterforske," siger politikommissær Michal Gaml, Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.
Episoden fandt sted den 17. juli, da den 12-årige pige bliver standset af en mand i en hvid varevogn, der spurgte om vej. Manden inviterede pigen indenfor i bilen, men pigen lod døren stå åben. Det gjorde hun ret i, for kort efter hev manden sit lem frem, og den 12-årige pige stak af.
Henvendelser vil Nordsjællands Politi dog gerne stadig have flere af, så manden kan findes. Han kørte i en gammel hvid varevogn, muligvis en VW Transporter. Manden havde sort hår, brune øjne og skægstubbe. Pigen kunne ikke sige, hvor gammel manden var, men han var iført en sort bluse og grå bukser.