Smed alt og svømmede ud i fjord og reddede livløs kvinde
Arkiv
Tirsdag aften klokken 19.56 fik Sydøstjyllands Politi en melding om, at en person flød rundt ude i Horsens Fjord.
Det oplyser vagthavende ved politiet til Horsens Folkeblad.
Der blev rekvireret både helikoptere og både for at undersøge sagen.
Men først på pletten var en patruljevogn fra Sydøstjyllands Politi. En betjent fjernede resolut udstyr og beklædning, da han ankom, og svømmede selv ud og bjærgede, hvad der viste sig at være en livløs kvinde.
"Vi kender ikke hendes tilstand her til morgen, men hun havde det umiddelbart efter redningen OK, dog var hun underafkølet," oplyser vagthavende til Horsens Folkeblad.
Det er endnu uvist, hvorfor kvinden var i vandet og havde brug for hjælp.