Politirapporten uge 29
Mandag 10. juli
En opmærksom borger reagerede resolut, da han cirka klokken 7.50 så en mistænkelig mand, der kørte rundt på løbehjul i et område i Randers NØ.
Manden på løbehjul havde en rygsæk på og kiggede meget nysgerrigt ind på flere huse, og borgeren fik mistanke til, at det kunne være en indbrudstyv. Han cyklede derfor efter manden og holdt øje med ham på afstand.
Da manden på Skovlyvej ved Regionshospitalet Randers satte løbehjulet og sneg sig ind ad indkørslen på en privat adresse, kontaktede den opmærksomme borger politiet.
Kort efter var en patrulje på stedet, og her opdagede betjentene en 36-årig mand, der stod inde i et skur med to poser flaskepant i hånden. I en taske, han havde på sig, fandt betjentene en boltsaks, en bushammer og en vinkelsliber, og den 36-årige blev anholdt og sigtet for indbrud.
Desuden fik han en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde amfetamin i lommen.
Politiet fik seks anmeldelser om indbrud i Randers og omegn i løbet af mandag. Det første indbrud er begået på Nørre Boulevard i Randers mellem klokken 8 og 12.50. Det næste fandt sted ikke så langt derfra på Parkboulevarden mellem klokken 7 og 14.40. Der kom også anmeldelse om et indbrud på Nordvestvej ved Randers Statsskole, hvor tyvene fik adgang til stedet klokken 15.46. Det sidste indbrud i Randers fandt sted klokken 20.42 på Adelgade.
Nordøst for Randers blev der begået to indbrud mandag. Det første skete klokken 14.11 på Spangen i Harridslev. Det andet blev begået på Amtsvejen i Mellerup klokken 14.30.
Tirsdag 11. juli
Klokken 6.35 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på motorvejen ved Randers SV. Da han havde et par joints på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politi og brandvæsen rykkede klokken 21.12 ud til en mindre brand i en lejlighed på Gl. Hadsundvej i Randers. En beboer havde glemt noget mad i ovnen, og det udviklede sig til en brand i køkkenet, som gav en del røg.
Beboeren blev kørt til skadestuen for at blive tjekket for røgforgiftning, men han var umiddelbart ikke kommet noget til.
Onsdag 12. juli
Politi og brandvæsen rykkede klokken 10.20 ud til en brand i en landejendom på Ådalen i Fladbro. Der stod på det tidspunkt store flammer op fra huset, og branden var så voldsom, at huset endte med stort set at brænde ned.
Der var ingen personer i huset, da branden opstod, og ingen kom derfor til skade. Årsagen til branden er endnu ukendt.
En gruppe på omkring 20-25 personer stod kort før midnat onsdag nat og fyrede en del fyrværkeri af på Møllestræde foran Randers Arrest.
Flere patruljer kørte til adressen, hvor de forsamlede mænd flygtede i flere forskellige retninger. Det lykkedes dog betjentene at få fat i flere af de fremmødte, og i alt 18 blev registreret og visiteret af politiet.
En 22-årig mand blev sigtet for ulovlig forbindelse med fanger ved at have råbt ind mod arresten til sin bror, som lige nu sidder varetægtsfængslet, og som formentligt var årsagen til, at gruppen dukkede op.
En 20-årig mand og en 19-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da de begge havde en mindre mængde kokain på sig.
Det var på stedet ikke muligt at fastslå, hvem der havde affyret fyrværkeri, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og skal blandt andet se videoovervågning igennem. Der kan derfor komme yderligere sigtelser, hvis gerningsmændene bliver identificeret.
Torsdag 13. juli
Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje befandt sig omkring klokken 23 på Gl. Hadsundvej i Randers, da de overværede noget, der lignede en narkohandel.
En bil holdt ind til siden, og en mand fra bilen udvekslede noget med en anden mand, der kom gående hen til dem.
Betjentene gav sig til kende og fik fat i den 21-årige mand i bilen, og den 24-årige mand, der var kommet gående. Begge blev visiteret, og den 24-årige havde et par salgsposer med en mindre mængde kokain på sig, mens den 21-årige havde nogle hundrede kroner i kontanter på sig.
Den 21-årige erkendte, at han netop havde solgt kokainen til den 24-årige, og han blev derfor sigtet for narkosalg. Efterfølgende blev den 21-åriges adresse ransaget, og her blev der også beslaglagt en mindre mængde kokain.
Den 24-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Der er begået et indbrud på Lykkeshøjvej mellem Romalt og Paderup. Det er sket mellem onsdag klokken 22 og torsdag klokken 7.
Fredag 14. juli
Klokken 00.44 blev en 58-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på St. Voldgade i Randers.
En 62-årig mand på knallert blev klokken 19.54 standset af en politipatrulje på Porrevej, der ligger i et kolonihaveområde nord for Randers. Da manden var påvirket af alkohol, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Lørdag 15. juli
Klokken 2.10 blev en 20-årig mandlig billist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersbro i Randers.
Søndag 16. juli
En 34-årig mandlig bilist blev klokken 18.35 anholdt og sigtet for narko- og spirituskørsel, da han blev standset på Stationsvej i Spentrup, efter en opmærksom borger havde lagt mærke til, at bilen kørte meget slingrende. Den vejledende alkometerprøve viste over det tilladte, og den 34-årige blev derfor anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve.
Der er begået et indbrud på Parkboulevarden i Randers mellem klokken 14 og 16.