Fortsæt til indhold

Mistænkelige mænd luskede rundt ved villa: Fanget med indbrudsværktøj i tasken

En 41-årig mand blev pågrebet og lagt i håndjern syv minutter efter, en kvinde ringede efter politiet. Han er nu sigtet for forsøg på indbrud.

Krimi
ksa

En beboer på Gustav Holms Vej i Aarhus N vågnede natten til tirsdag omkring klokken 01.30 ved, at hendes hund gøede, og da hun stod op, kunne hun se et par mørkklædte mænd lyse rundt med en lommelygte tæt på huset.

Kvinden ringede hurtigt til politiet og en patrulje var ganske kort tid efter fremme på stedet, hvor den mødte to mænd, der befandt sig i området.

Det lykkedes den ene at nå at stikke af, da han så politiet, men den anden, en 41-årig mand, blev pågrebet og lagt i håndjern. Det skete syv minutter efter, beboeren havde ringet.

I en lille rygtaske, som den 41-årige havde på sig, fandt betjentene et koben, et par handsker, en vinkelsliber og en elefanthue, og på den baggrund blev han anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

Politiet opfordrer til, at du laver en aftale med dine naboer om at kigge efter dit hus, mens du er på ferie, og så kan du jo gengælde tjenesten, mens de er på ferie.

»Ser du nogle mistænkelige personer køre rundt i dit nabolag, så ring til politiet på 114. Ser du personer i færd med at begå indbrud eller nogen, der lusker rundt i mørket på din eller naboens grund, så ring 112,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.