Politirapporten uge 32
Søndag 30. juli
En 9-årig pige og hendes veninde kom søndag eftermiddag gående på Brødregade i Randers, da en mandlig fører af en sort personbil først kørte forbi dem og efterfølgende bakkede retur til pigerne. I den forbindelse stak han hånden ud af vinduet og tilbød pigerne slik.
En ukendt ægtepar overværede episoden og tog kontakt til pigerne, som de efterfølgende afleverede til forældrene på pigernes hjemadresse. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 17.09, og selve episoden fandt sted umiddelbart forinden.
Østjyllands Politi ønsker at komme i kontakt med det ukendte ægtepar, som hjalp pigerne hjem, og de hører også gerne fra andre vidner, der måtte have overværet episoden eller have kendskab til det pågældende køretøj.
Ifølge anmeldelsen er der muligvis tale om en sort Audi, som også kunne være en elbil, da den umiddelbart ikke lavede nogen motorstøj. Det vides dog ikke med sikkerhed.
Den pågældende mand i køretøjet beskrives som mørk i huden, mørkt skæg og engelsktalende, og han opfordres også til at tage kontakt til Østjyllands Politi på telefonnummer 114, så de kan få klarlagt hans hensigt med at tage kontakt til de to unge piger.
Tirsdag 1. august
En 73-årig mandlig bilist blev klokken 1.47 standset af en politipatrulje, da han kom kørende på Væthvej i krydset ved Skovlystvej i Langå. Den 73-årige blev bedt om at tage en alkometertest, og da den viste en promille over det tilladte, blev manden anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Brand i en frituregryde i Føtex i Dytmærsken fik brandvæsnet og politiet en anmeldelse om klokken 6.10. Flere patruljer og brandvæsnet blev sendt til stedet, hvor brandfolkene hurtigt gik i gang med slukningsarbejdet, da ilden spredte sig i bygningen og bevægede sig op mod tagkonstruktionen.
Flere beboere i de berørte ejendomme blev kortvarigt evakueret i forbindelse med branden, der dog var under kontrol nogle få timer efter.
Branden i bygningen udviklede en del røg, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden. Beboerne kunne allerede i løbet af morgenen vende retur til deres boliger.
På baggrund af et tip om salg og opbevaring af narko foretog Østjyllands Politi tirsdag formiddag ransagning af en adresse i Randers C. På adressen fandt politiet flere hundrede gram hash og amfetamin samt flere hundrede ulovlige piller - herunder tramadol.
En 56-årig kvinde med tilknytning til adressen blev sigtet for salg af euforiserende stoffer og anholdt. Både narkoen og øvrige genstande med relation til salg af narko, som blev fundet på adressen under ransagningen, blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
Klokken 17 skete der et færdselsuheld på Virkevangen i Assentoft, hvor to biler kørte sammen. I forbindelse med, at en 42-årig mandlig bilist kom kørende i sydlig retning og skulle foretage et højresving, blev vedkommende påkørt bagfra af en 24-årig mandlig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade.
En kørelærer blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da en skolevogn, hvori han var i gang med at undervise, blev standset af politiet klokken 22.17 på Ringboulevarden i Randers. Kørelæreren, der er en mand på 54 år, blev bedt om at blæse i et alkometer, og da den viste en promille over det tilladte, blev han altså sigtet og anholdt.
Torsdag 3. august
Klokken 6.54 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning, hvor en 21-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil, da bilen begyndte at akvaplane. Den 21-årige påkørte betonautoværnet langs motorvejen, og bilen endte på taget. Ingen personer kom dog umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, men den 21-årige mand blev kørt til kontrol på hospitalet.
En 42-årig mandlig bilist blev klokken 7.54 standset af en politipatrulje på Viborgvej i Randers og sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort. Den samme mand blev standset af politiet igen klokken 8.52 og sigtet for endnu et tilfælde af kørsel uden førerret.
En mulig narkohandel i Randers C fik politiet klokken 16.20 et tip om. Anmelderen fortalte, at der var en livlig trafik til og fra stedet. En patrulje kørte til adressen for at undersøge tingene nærmere.
Under ransagning af stedet fandt politiet flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko, samt en hashplade på mere end 100 gram. En 30-årig mandlig beboer på adressen blev sigtet for salg af narko, og både hash og kontanter blev beslaglagt.
Der er begået et indbrud på Elmevej i Assentoft mellem klokken 15 og 22.
Lørdag 5. august
Klokken 17.30 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Sct. Peders Gade ved Tradium i Randers.
En 51-årig mandlig bilist blev klokken 18.58 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers.
Der er begået et indbrud på Steen Blichers Gade i Randers mellem onsdag klokken 14.47 og lørdag klokken 14.30.
Søndag 6. august
Klokken 00.55 blev en 42-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers.
En 39-årig kvindelig bilist blev klokken 1 anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers.