Bil ædt af flammer: »Jeg tænker ikke, at der er meget bil tilbage«
Østjyllands Brandvæsen blev natten til onsdag kaldt ud til en bilbrand i Harlev.
Lidt over midnat måtte brandvæsenet rykke ud til Framlev Korsvej i Harlev. Her havde man fået en melding om en bilbrand.
»Vi kører derud med et par brandbiler. Og meldingen derudefra er, at der er tale om en overtændt bil, og der ikke var mulighed for spredning. Der var alligevel 5-7 meter til nærmeste hus,« siger Anders Brix Christensen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
»Men jeg tænker ikke, at der er meget bil tilbage, når meldingen ude fra stedet var, at den var fuldt overtændt,« tilføjer operationschefen.
Branden blev slukket, og ingen personer kom til skade.
Det var kl. 00.40, at Østjyllands Brandvæsen modtog anmeldelsen om bilbranden. 12 minutter senere var brandvæsenet fremme, og kl. 01.38 kunne man køre derfra igen.
Til Din Avis Aarhus oplyser Østjyllands Politi, at der ved politiets ankomst til stedet, allerede var voldsomme brandskader i bilens forende, og at brandvæsenet var i fuld gang med slukningsarbejdet af bilen, som allerede var delvist udbrændt, da politiet ankom til stedet. Politiet oplyser yderligere, at det endnu ikke har været muligt at fastslå en brandårsag.
»Sagen vil nu blive undersøgt nærmere, hvorfor vi for nuværende ikke har yderligere kommentarer. Der er pt. ingen sigtede i sagen,« skriver politikredsen i et skriftligt svar til avisen.