Fortsæt til indhold

Butiksrøver slog ansat i hovedet med sixpack

Voldsmand vendte tilbage til gerningsstedet. Og blev tilbageholdt.

Krimi
ddp

En 43-årig mand er blevet anholdt efter et røveri begået den 6. juli i et supermarked i Frederiksgade i Aarhus C.

Han bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Den 43-årige er sigtet for røveri, efter et butikstyveri udviklede sig voldsomt, oplyser Østjyllands Politi.

I supermarkedet stjal han ifølge sigtelsen en pose med varer, og da en ansat forsøgte at standse ham, slog han den ansatte i hovedet med en sixpack med dåseøl.

Det lykkedes i første omgang ikke politiet at finde frem til gerningsmanden, men tirsdag kontaktede personalet i samme forretning politiet og fortalte, at vagterne på stedet havde tilbageholdt den 43-årige mand, som de havde genkendt som gerningsmanden til røveriet.

Politiet kom til stedet, og den 43-årige blev anholdt.