Politirapporten
Søndag 3. september
En patrulje standsede klokken 20.08 en 22-årig mand, der kørte rundt på el-løbehjul på Nordostvej, der er en sidegade til Nørrebrogade i Randers. Betjentene mistænkte, at han havde stoffer på sig, og den mistanke blev bekræftet, da de visiterede ham.
I den ene lomme havde han nemlig en pose med en mindre mængde kokain. Stofferne blev beslaglagt, og den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Tre indbrud fik politiet anmeldelser om søndag. Der er begået et indbrud på Hadstenvej syd for Randers mellem lørdag klokken 20 og søndag klokken 11.35. Derudover er der begået to indbrud tæt på hinanden i Fårup. Ved det ene har indbrudstyvene været forbi Rådyrstien mellem fredag 1. september klokken 17 og søndag klokken 14.20. Det andet er sket på Pilevænget mellem midnat natten til lørdag og klokken 15.15 søndag.
Mandag 4. september
En 22-årig mand opførte sig mistænkeligt mandag formiddag omkring en adresse i Randers C, og det tiltrak en politipatruljes opmærksomhed.
Politiet rettede henvendelse til manden, der virkede nervøs og påvirket. Under en visitation blev han fundet i besiddelse af både hash og skunk opdelt i forskellige salgsposer. Den 22-årige mand blev derudover fundet i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontanter, og han blev derfor sigtet for salg af narko og besiddelse af euforiserende stoffer.
Både hash, skunk og kontanter blev beslaglagt.
En 21-årig mandlig bilist blev klokken 12.08 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Lucernevej i Randers. Han havde kørt bil, selvom han var påvirket af cannabis.
Der er begået et indbrud på Lutvej i Vorup mellem fredag 1. september klokken 10 og mandag klokken 9.10.
En 78-årig kvinde fra Randers C blev mandag eftermiddag det seneste af efterhånden mange ofre for bedrageri, hvor en ukendt person udgiver sig for at være fra banken med det formål at franarre ældre borgere deres dankort og kode.
Kvinden blev ringet op af en person, der fortalte hende, at hun skulle have et nyt hævekort. Kort tid efter - omkring klokken 15 - dukkede en ukendt gerningsmand op på kvindens adresse og tog i mod kvindens gamle kort med lovning på, at hun dagen efter ville modtage et nyt. Herefter kunne hun dog konstatere, at der var blevet hævet nogle tusinde kroner fra kortet.
Østjyllands Politi opfordrer endnu en gang til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at man aldrig skal give sit kreditkort, penge eller koder væk til andre på den måde. Hverken politiet, banken eller andre myndigheder vil bede om din kode eller komme ud til din adresse for at hente dit kort eller dine kontanter.
Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel, eller ring tilbage til banken eller myndighedens hovednummer og spørg efter den pågældende medarbejder.
Tirsdag 5. september
Klokken 8.39 skete der et færdselsuheld på Skovlyvej ved Regionshospitalet Randers, hvor en motorcyklist kørte ind i en bil. Uheldet skete i krydset ved Østervangsvej, og ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade.
En 21-årig mand stjal klokken 18.13 fra et supermarked på Udbyhøjvej i Randers. Butikspersonalet tilbageholdt manden, til politiet nåede frem. Da de ankom, arresterede de den 21-årige.
Den unge mand er desuden sigtet for en lang række andre tilfælde af berigelseskriminalitet - herunder indbrud, butikstyveri og tyveri. Sagerne er primært fra Østjylland, men fordeler sig også ud over flere øvrige landsdele. Manden blev derfor fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers klokken 13 onsdag.
To indbrud i Assentoft fik politiet anmeldelser om tirsdag. Det ene er begået på Søndergade mellem mandag klokken 20 og tirsdag klokken 7. Det andet er begået på Storegade tirsdag klokken 15.04.
Ukendte indbrudstyve har desuden været forbi Tebbestrupvej omkring Tebbestrup mellem fredag 1. september klokken 7 og tirsdag klokken 15.45. Også på Nedre Vej mellem Tjærby og Albæk er der begået et indbrud. Her var tyvene forbi tirsdag klokken 17.19.
Onsdag 6. september
En 69-årig mandlig bilist fik onsdag aften kl. 19.10 beslaglagt sin bil, da han blev målt til at køre på Skelvangsvej i Randers med en promille på et stykke over 2.0. Den 69-årige mand blev i samme omgang anholdt og fik inddraget sit kørekort.
Narkosælger standset af cykelpatrulje. En cyklende patrulje fra Østjyllands Politi fik onsdag aften kl. 19.02 øje på en fodgænger på Vester Altanvej i Randers, som man ønskede at tale nærmere med, da han udviste mistænkelig adfærd. Den pågældende person – en 32-årig mand – blev i krydset med Danmarksgade sigtet for besiddelse af narko, og under en efterfølgende visitation fandt politiet frem til både kokain og flere tusinde kroner i kontanter i hans rygsæk. Manden blev sigtet for besiddelse og salg af narko og anholdt.
Torsdag 7. september
Østjyllands Politi anholdt torsdag en 27-årig mand, som mistænkes for at have franarret flere ældre deres kreditkort ved at udgive sig for at være fra banken, politiet og NETS. En opmærksom patrulje fattede torsdag middag mistanke til den 27-årige, da han iført mundbind, kasket og solbriller stod og hævede penge ved en automat i Randers C. Da betjentene kiggede nærmere på dankortet, han stod med, viste det sig at tilhøre en 85-årig kvinde fra Randers, og han blev derfor anholdt og sigtet for bedrageri. Den 85-årige kunne fortælle, at hun var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra banken, og at hun var blevet lokket til at give sin pinkode og udlevere kreditkortet til en mand, der dukkede op på adressen kort efter.
Den videre efterforskning koblede den 27-årige sammen med seks andre tilfælde, hvor primært ældre mennesker i Randers og i Nordjylland er blevet snydt på lignende vis af kriminelle, der har udgivet sig for at være fra enten banken, politiet eller NETS. På den måde har de fået adgang til kreditkort, som der så er blevet hævet en del tusinde kroner på.
Politikommissær Jes Frederiksen kommer med en klar opfordring til borgerne.
»Tag en snak med jeres ældre familiemedlemmer om, at de aldrig skal udlevere dankort eller koder til nogen som helst. Uanset om de udgiver sig fra at være fra banken eller politiet eller en anden myndighed. Vi ser alt for mange, der bliver snydt, og vi har brug for borgernes hjælp for at få det stoppet.«
Den 27-årige er varetægtsfængslet i fire uger og er sigtet foreløbigt for at have bedraget seks ældre kvinder i alderen 77-88 år – derudover sigtes han for at have begået bedrageri mod en 56-årig mand. Bedragerierne er sket i Randers, Aalborg og Frederikshavn.
Torsdag kl. 17.08 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers C. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 22-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 23.28 blev en 58-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Kristrupvej i Kristrup.
Fredag 8. september
Fredag kl. 07:59 blev en 50-årig mandlig blist, sigtet for kørsel uden førerret, da han var blevet standset af en patrulje på Blommevej i Randers.
Lørdag 9. september
Søndag kl. 04.15 blev en 18-årig kvindelig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun var blevet stoppet af en patrulje på Rosenørnsgade i Randers.
Mandag 11. september
To mænd kørte stjålet århusiansk ladcykel til Vorup. Natten til mandag kl. 00.36 opdagede en kvinde to mænd, der tog en ladcykel, som stod på Peder Skrams Gade i Aarhus N, hvorefter de slæbte den ind i en varevogn og kørte fra stedet. Da kvinden fik mistanke til, at mændene havde stjålet cyklen, kontaktede hun politiet, der fik sendt signalementet af mændene og bilen rundt til patruljerne. Omkring en time efter fik en patrulje så øje på den pågældende varevogn, der stod ud fra en adresse i Vorup. I varevognen stod ladcyklen, og den 38-årige mand, der havde kørt bilen, havde svært ved at forklare, hvor han havde den fra. Han blev derfor sigtet for tyveri. Da betjentene under ransagningen af varebilen fandt en mindre mængde amfetamin, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.