Efter fund af to døde kvinder i hans lejlighed: 24-årig nægter sig skyldig
Der er - med seks ugers mellemrum - fundet to døde kvinder i samme lejlighed.
Den 24-årige mand, der er sigtet for to drab i sin lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand - med cirka seks ugers mellemrum - er efter et fem timers langt grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Søndag blev en 18-årig kvinde fundet død i mandens lejlighed, 24. juli blev en 23-årig kvinde fundet død samme sted.
Politiets foreløbige teori er, at kvinderne er blevet forgiftet med stoffer eller piller.
»Jeg kan sige, at der er en relation mellem den sigtede og henholdsvis den ene og den anden kvinde. Begge drab er sket i den lejlighed, han har tilknytning til. Det er sket i et misbrugsmiljø, og det er vores vurdering, at drabene er sket med forgiftning,« sagde specialanklager ved Østjyllands Politi, Jesper Rubow, til TV2 Østjylland.
De to sager - kort
Østjyllands Politi modtog søndag klokken 18.21 et 1-1-2-opkald vedrørende en livløs kvinde i en lejlighed på en adresse i Aarhus V. Politi, ambulance og læge blev straks sendt til stedet, men hendes liv stod ikke til at redde, og kvinden blev erklæret død på stedet.
»Der er tale om en meget alvorlig hændelse, hvor en 18-årig kvinde har mistet livet under mistænkelige omstændigheder,« sagde vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi i forbindelse med dødsfaldet.
Samme aften blev den 24-årige anholdt.
Også 24. juli blev der fundet en død kvinde på den 24-åriges adresse.
Dengang var Lokalavisen.dk i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke ville uddybe politiets tilstedeværelse på adressen.
»Dengang foretog vi nogle grundige undersøgelser, og der var ikke umiddelbart noget, der indikerede, at der var sket noget kriminelt. Men det er klart, at vi nu ser sagen i et andet lys,« har vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard tidligere udtalt.
Den 24-årige nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.
Kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.