Fortsæt til indhold

15-årig taget med våben og fire slags stoffer

Også en 16-årig dreng blev anholdt.

Krimi
jro

På Solhvervsvej i Aarhus N fik en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag aften kontakt til et par drenge.

Det havde både noget på samvittigheden - og lidt i gemmerne.

Hos dem blev der nemlig fundet ”lidt af hvert”, som politikredsen skriver i sin døgnrapport.

Der blev fundet flere ulovlige effekter hos de to teenagere. Foto: Christian Charisius/AP/Ritzau Scanpix

Under visitation blev en 15-årig dreng fundet i besiddelse af en mængde hash og skunk samt en mindre mængde kokain og heroin.

Han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og anholdt.

Den 15-årige blev desuden fundet i besiddelse af en peberspray, og han blev derfor også sigtet for at overtræde våbenloven.

En 16-årig blev i samme forbindelse også visiteret.

Igen var der gevinst; han var i besiddelse af en ulovlig enhåndsbetjent foldekniv. Han blev derfor sigtet for at have overtrådt knivloven.

»Både forældre til de to drenge og de sociale myndigheder er blevet underrettet om sagen,« skriver politiet.