Fortsæt til indhold

Dramatisk anholdelse: Halvnøgen 19-årig bed betjent i benet

19-årig mand endte med at få flere sigtelser, da han blev anholdt i Tilst.

Krimi
jwh

Tulipanhaven i Tilst lagde onsdag eftermiddag scene til en dramatisk anholdelse, hvilket endte med, at en 19-årig mand blev sigtet for for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, vold mod polititjenestemand og for vold i form af flere knytnæveslag.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet troppede op i boligområdet, da en mand klokken 17.40 kontaktede politiet for at anmelde, at han var blevet udsat for vold.

Ved politiets ankomst til stedet blev en 19-årig ung mand identificeret som mulig gerningsmand, da han passede på signalementet og kun var iklædt undertøj, som også var beskrevet i voldsanmeldelsen. Den 19-årige blev skønnet kraftigt påvirket, og han var ikke mulig at komme i kontakt med for betjentene, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 19-årige blev derfor lagt i håndjern med den fornødne magt, hvilket han gjorde kraftig modstand mod. Han blev i den forbindelse sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for vold mod polititjenestemand, da han under sin anholdelse bed den ene af betjentene i benet.

Foruden vold mod polititjenestemand blev den 19-årige også sigtet for at have begået vold mod en 25-årig mand, som han havde slået med knytnæve flere gange i ansigtet, hvilket var blevet overværet af vidner på stedet. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.