Rykkede ud til aggressiv midaldrende mand: Stod og åd løs af butiks bland-selv-slik
Nu er han bl.a. sigtet for trusler mod politiet.
Personalet i en butik på Vestergade i Aarhus C kontaktede torsdag kl. 17.00 politiet, da en vagt havde tilbageholdt en aggressiv mand på stedet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Vagten havde spottet manden stå og spise bland-selv-slik i butikken, som der ikke var betalt for, og da han så tog fat i manden, blev han pludselig voldsom og udadreagerende, og det endte med, at politiet blev tilkaldt.
Da betjenten kom frem, overtog de en vred 44-årige mand, som vagten stod med. Den 44-årige var fortsat aggressiv, gjorde kraftigt modstand under anholdelsen og råbte trusler efter den ene betjent.
Derfor blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for trusler mod en polititjenestemand.
Han blev dog ikke sigtet for butikstyveri. Til Din Avis Aarhus oplyser Østjyllands Politi, at butikken ikke ønskede at anmelde selve tyveriet, og derfor er han ikke blevet sigtet for den del af sin gerning.