Fortsæt til indhold

Ilva-direktør færdig efter dom

»Vores værdier harmonerer ikke med den dom, der er blevet afsagt,« oplyser Lars Larsen Group.

Krimi

Martin Hallund er fortid i møbelkæden Ilva, der har hovedkontor i Sabro.

Det er virkeligheden efter en landsretsdom onsdag, hvor den nu tidligere direktør er fundet skyldig i vanivdskørsel og for at have udsat en cyklist for fare.

Det oplyser kommunikationsdirektør i Lars Larsen Group Åse Andersson i en mail til Lokalavisen.dk.

»På baggrund af den dom, som Vestre Landsret afsagde i går, har Lars Larsen Group Retail i samarbejde med Martin Hallund besluttet, at ansættelsesforholdet ophører,« står der blandt andet i mailen.

Ulykken skete i Aalborg - og rettens dom lød på 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Derudover blev Hallund frakendt førerretten i et år - og hans firmabil blev konfiskeret. Den skal have en værdi på cirka 600.000 kroner.

Det skriver Detailwatch.

Uenighed i retten

I retten var den nu fyrede direktør og cyklisten langt fra enige om sagens forløb.

Ifølge Martin Hallund blev han påkørt af cyklisten bagfra.

Martin Hallund har forklaret, at cyklisten på sin mountainbike kørte ind i ham bagfra - og han selv ikke ramte cyklisten.

Cyklisten forklarede derimod, at han hørte biliste accelrere - og herefter befandt sig på brostenene.

Retten valgte altså at tro på cyklisten og de indkaldte vidner - og Martin Hallund, der har stået i spidsen for Ilva siden 2022 - er nu fortid hos møbelkæden.

»Martin har været en del af Lars Larsen Group i over 25 år og har været en meget værdsat medarbejder gennem alle årene. Men vores værdier harmonerer ikke med den dom, der er blevet afsagt og derfor er begge parter enige om, at vores veje må skilles,« står der videre i mailen, der også oplyser at Vice President i Lars Larsen Group Retail Peter Andsager konstitueres på posten »indtil en mere permanent løsning er fundet.«