Fortsæt til indhold

Har du et udestående med fogedretten? Så få det afviklet ellers kommer lokalpolitiet og henter dig

Syddjurs borgere, der er udeblevet fra fogedretten uden gyldig grund i flere omgange, kan nu forvente, at betjente kigger forbi og foretager en anholdelse.

Krimi

Hos lokalpolitiet i Rønde er der for tiden mange sager med borgere, der skal anholdes til fogedretten, fordi de af den ene eller anden årsag har et udestående med retten og ikke selv er mødt op, selvom de er blevet indkaldt over flere omgange.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Derfor kan en række borgere i det syddjurske snart forvente et besøg fra betjente fra lokalpolitiet i Rønde.

Men kun selvfølgelig, hvis de pågældende borgere har et udestående med enten Fogedretten i Randers eller i Aarhus og ikke har reageret på indkaldelserne.

»Vi opfordrer til, at man selv husker at møde op – og hvis man bor i den sydlige del af Djursland og har et udestående med Fogedretten er her en ekstra anledning til at komme i gang med snarest muligt med at få taget kontakt til retten,« lyder det fra Østjyllands Politi.

For hvis du ikke møder op, så risikerer du altså at blive hentet af politiet.