Fortsæt til indhold

Kørte rundt i det sydlige Aarhus med revolver, beroligende piller og tre brugte patroner

I revolveren sad en afskudt patron. Nu er to mænd blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
am

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 11.30 to 28-årig mænd i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her stod de sigtet for besiddelse af skydevåben.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

De to mænd blev fundet i besiddelse af en funktionsdygtig revolver, da de torsdag kl. 00.01 kom kørende i en bil på Oddervej i Malling, hvor de blev bragt til standsning af en politipatrulje.

Af sigtelsen fremgår det, at der sad en afskudt patron i revolveren, og at mændene også var i besiddelse af yderligere to afskudte patroner samt 13 skarpe.

Foruden revolveren blev den ene af de to 28-årige mænd fundet i besiddelse af en mindre mængde tramadoler - et morfinlignende og smertestillende præparat - og derfor også sigtet for besiddelse af narko. Både de ulovlige piller og bilen, som de to mænd var kommet kørende i, blev også beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelser.

Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre til dagens grundlovsforhør. Og her endte man med at løslade den ene af de to 28-årige mænd. Den anden blev dog varetægtsfængslet i fire uger frem til mandag den 6. november.

Han erkender og kærede ikke kendelsen, skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.