Brandvæsenet kaldt ud fire dage i streg til samme område
»100 liter vand og så er det det,« siger operationschefen fra Østjyllands Brandvæsen.
Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag.
Fire dage i streg har Østjyllands Brandvæsen modtaget anmeldelser om brande i og ved Gellerupparken.
Tirsdag gik det ud over flere containere. Onsdag var det så igen en container samt nogle skraldespande, en scooter og noget buskads, der pludselig stod i flammer. Og torsdag og fredag kunne heller ikke sige sig helt fri, når det kommer til brand-anmeldelser - for her endte det også med opkald til Østjyllands Brandvæsen.
Det oplyser operationschef Brian Arendtsen til Din Avis Aarhus.
To anmeldelser fik beredskabet nemlig, dog begge hændelser som operationschefen kategoriserer som brande, der hører til i »småtingsafdelingen«.
Anmeldelsen torsdag kom omkring kl. 18, hvor brandvæsenet blev kaldt ud til Gellerup-området.
»Men vi nåede ikke frem, før politiet kaldede os tilbage, fordi de kunne se, det ikke var noget større, og der heller ikke var risiko for spredning. Hvad det har været, har vi ikke haft øjne på - så jeg ved ikke helt præcist, hvad det har været - men det har helt sikkert ikke været noget større, når politiet afmelder os,« fortæller Brian Arendtsen.
Men lidt efter midnat var der så brug for at Østjyllands Brandvæsen rykke ud og blev på stedet.
Her var det - som nogle af de foregående dage - en affaldscontainer og en skraldeø, der stod i lys lue på Jettesvej. Anmeldelsen tikkede ind kl. 01.
Og modsat meldinger fra de foregående dage, så kunne brandvæsenet denne gang godt rykke ind og slukke branden. Og det gik hurtigt.
»Det var i småtteri-branchen. 100 liter vand og så er det det,« siger Brian Arendtsen.
Din Avis Aarhus forsøger at få en kommentar fra Østjyllands Politi.