Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 43

Krimi

Mandag 16. oktober

Klokken 16.36 skete der et færdselsuheld i krydset ved Hans Bojes Allé og Århusvej i Kristrup. En 72-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 27-årig kvindelig cyklist. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Tirsdag 17. oktober

Der er begået et indbrud på Stjernevej nær Regionshospitalet Randers mellem søndag klokken 15.45 og tirsdag klokken 11.15.

Onsdag 18. oktober

To kvinder blev franarret deres betalingskort og større kontante beløb af personer, der udgav sig for at være ansatte i kvindernes bank. De to kvinder er 81 og 78 år gamle, og de bor begge i Havndal.

Den 81-årige kvinde blev ringet op over middag af en person, som fortalte, at han var fra banken, og at der ville komme et bud for at hente kvindens dankort. Efterfølgende blev der hævet et større kontant beløb, før kortet nåede at blive spærret.

Den 78-årige kvinde blev ligeledes ringet op af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Under påskud af, at der var blevet hævet et beløb på kortet, havde manden i telefonen overtalt kvinden til at udlevere sit dankort samt et større kontant beløb. Der var efterfølgende hævet yderligere et beløb på kortet.

Ifølge Østjyllands Politi oplever politiet i hele landet rigtig mange sager som disse, og de opfordrer derfor alle til at tage en snak med de ældre personer i ens omgangskreds.

Banken, politiet eller andre offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede om at få dit kort eller kontanter udleveret, få adgang til din netbank eller andre personlige oplysninger. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet eller en ven eller et familiemedlem.

En anmeldelse om røveri i et supermarked på Jernbanegade i Randers fik politiet klokken 19.38. Butikkens købmand havde lagt mærke til to mænd på 49 og 54 år, som gik rundt i butikken og klappede sig på lommerne og opførte sig mistænkeligt, og købmanden var derfor gået ud i baglokalet for at se på videoovervågningen.

Her kunne han se begge mænd putte varer i lommerne og ind under jakkerne. Da købmanden kom tilbage til butikken, havde de to mænd forladt stedet uden at betale for varerne. De stod dog fortsat tæt ved butikken og talte sammen, og købmanden gik derfor ud for at bede dem returnere varerne.

Den 49-årig trak nu en kniv frem, som han truede købmanden med og gjorde et udfald mod ham med, mens den 54-årige også kom med truende tilråb, og købmanden gik derfor tilbage til butikken og tilkaldte politiet.

En patrulje ankom kort efter og fik anholdt begge mænd, som stadig befandt sig tæt ved butikken. De blev anholdt og sigtet for røveri, og den 49-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Torsdag 19. oktober

En 37-årig mandlig bilist blev klokken 00.03 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en politipatrulje på Grenåvej i Randers.

En 37-årig kvindelig bilist blev klokken 17.57 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset på Hammelvej. En udåndingsprøve viste nemlig en promille over det tilladte. Kvinden blev taget med til en blodprøve, og da hun under køreturen blev udadreagerende over for betjentene, tog de hende med i detentionen, hvor hun overnattede.

Der er begået et indbrud på Toldervej i Vorup mellem klokken 9 og klokken 14.25.

Fredag 20. oktober

En 24-årig kvindelig bilist blev klokken 00.45 sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset på Stoubyvej ved Øster Tørslev. Et pust i alkometeret afslørede nemlig, at kvinden havde med en promille over det tilladte.

Lørdag 21. oktober

Klokken 00.12 blev en 30-årig mandligt bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nørre Boulevard i Randers.