Fortsæt til indhold

Stor stigning i antal indbrud i Favrskov: Det er nu, du skal sikre dig mod indbrud i juleferien

Sensorstyret lys er det mest effektive forsvar mod indbrud.

Krimi

Lokalavisen Favrskovs læsere har muligvis bemærket, at der i de seneste måneder har været usædvanligt mange indbrud i kommunen. Østjyllands Politi offentliggør dagligt, hvor der har været indbrud i private hjem i politikredsen, og Lokalavisen har på baggrund af disse oplysninger flere gange kunnet berette om uger og sågar dage med adskillige indbrud i Favrskov.

Netop offentliggjorte indbrudstal fra Danmarks Statistik bekræfter, at der i 3. kvartal 2023 har været ekstraordinært mange indbrud i lokalområdet. I det forgange kvartal er der anmeldt 52 indbrud i Favrskov Kommune, hvilket er næsten dobbelt så mange som i samme kvartal sidste år, hvor der blev anmeldt 29 indbrud. Helt præcist er der tale om en stigning på 79 procent.

På landsplan er der sket en stigning på to procent, men det dækker over store lokale forskelle. Alene i Østjylland er der meget stor forskel på udviklingen i antal indbrud blandt nabokommunerne.

Bo Trygt har lavet en opgørelse over 11 østjyske kommuner, som viser, at der samlet set er anmeldt 833 indbrud i 3. kvartal 2023. I samme kvartal sidste år var tallet 690, så der er sket en stigning på 21 procent.

Det dækker som nævnt over, at der har været 79 procent flere indbrud i Favrskov Kommune. Udviklingen er endnu værre i Syddjurs Kommune, hvor der næsten har været tre gange så mange indbrud. Der har også været en stigning på over 50 procent i Aarhus, der på grund af sin størrelse tæller meget i den samlede opgørelse.

Der er sket en stor stigning i antal anmeldte indbrud i Favrskov fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023. Kilde: Bo Trygt

Derimod har der været markant færre indbrud end tidligere i Horsens og Odder.

Fortsæt indsatsen

Bo trygt ærgrer sig over den lille stigning, der er sket på landsplan fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023. Set i et lidt længere perspektiv er der dog i en årrække sket et meget stort fald i antal indbrud i private hjem i Danmark, og man understreger behovet for at fortsætte indsatsen mod indbrud.

»Danskerne har for alvor taget kampen op mod tyvene ved at indbrudssikre deres boliger og stå sammen om at nabohjælpe i kvarteret. Derudover har politi, kommuner og Bo trygt etableret et stærkt samarbejde omkring indbrudsforebyggelse og iværksat særlige indsatser i indbrudsplagede områder, blandt andet med hjælp fra lokale Nabovenner. I samme periode har vi i Danmark oplevet et væsentligt fald i antallet af indbrud. Denne samlede og fokuserede indsats er først og fremmest med til at forebygge indbrud, men også højne trygheden. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter. Vi ved, at den fælles indsats virker,« siger Britt Wendelboe fra Bo trygt i en pressemeddelelse.

Jul uden indbrud

Vi er nu på vej ind i den mørke tid, der traditionelt betyder flere indbrud. Bo trygt opfordrer derfor danskerne til at sikre udendørsbelysning på boligerne og allerede nu sammen med naboerne forberede sig på en juleferie uden indbrud.

Det er nu, at man som boligejer skal sikre sig, at tyvene ikke kan skjule sig i mørket og få arbejdsro. Her kan udendørs belysning være en effektiv løsning, lyder meldingen fra Bo trygt.

»Det er vigtigt, at tyvene ikke kan gemme sig, mens de forsøger at bryde døre og vinduer op. Sensorstyret belysning, som pludselig tænder, når tyven nærmer sig, har en afskrækkende effekt, og i det hele taget vil en bolig, der er oplyst, øge tyvens risiko for at blive opdaget af en opmærksom nabo. Sensorstyret lys er samtidig en energivenlig og nem løsning fremfor traditionelle udendørslamper, som man er nødt til at have tændt hele døgnet, eller som skal tilsluttes et tænd-sluk ur,« siger Britt Wendelboe.

Hvis man kun vil gøre én ting for at sikre sit hus mod indbrud, så er udendørs sensorstyret lys ifølge en engelsk undersøgelse det mest effektive tiltag.

»Og så gælder det naturligvis også om at forsætte det gode naboskab, hvor man holder øje med hinandens boliger og skaber liv i kvarteret. Oplever man noget mistænkeligt, så del det med de andre på vejen og eventuelt i Nabohjælps appen, så hele kvarteret bliver informeret,« tilføjer Britt Wendelboe.