Tre brandbiler sendt til villakvarter: »Der stod flammer ud«
Første melding lød på bygningsbrand.
En brand i et elskab i en villa fik lørdag morgen kaldt et større beredskab til Æblehaven i Hørning.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen.
»Vi får den som bygningsbrand i villa/rækkehus,« siger Anders Brix Christensen, vagthavede operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen.dk.
Han sender derfor en indsatsleder, en autosprøjte og en tankvogn - med i alt syv mand - til adressen.
Her viser det sig, at der er ild i et el-skab.
»Vi får at vide, der kommer flammer ud af det,« siger operationschefen.
Brandvæsenet får styr på flammerne - men tilkalder for en sikkerheds skyld en elektriker til at bese skaderne.
Efter halvanden time på stedet forlader brandvæsenet, der modtog alarmen klokken 09.03, igen Æblehaven.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.