Fortsæt til indhold

Fire års fængsel for bedrageri til tidligere direktør

53-årige Michael Søren Bak er tirsdag blevet idømt fire års fængsel ved retten i Aarhus for i en flerårigperiode at have svindlet sig til flere millioner kroner. Han blev kendt skyldig i at have begået bedrageri og dokumentfalsk ved på uberettiget vis at have fået godkendt lån hos et lånefirma for godt 60 millioner kroner.

Krimi
L

Michael Søren Bak er tirsdag blevet idømt fire års fængsel ved retten i Aarhus for i en flerårig periode at have svindlet sig til flere millioner kroner.

Han blev kendt skyldig i at have begået bedrageri og dokumentfalsk ved på uberettiget vis at have fået godkendt lån hos et lånefirma for godt 60 millioner kroner.

Fredag 21. april 2023 henvendte den nu dømte sig til Østjyllands Politi, fordi han ønskede at tilstå at have begået bedrageri, dokumentfalsk og mandatsvig.

Tirsdag 24. oktober han dømt ved en tilståelsessag idømt fire års fængsel ved Retten i Aarhus.

Michael Søren Bak har været varetægtsfængslet, siden han meldte sig selv til politiet i foråret, hvor han dagen efter, lørdag 22. april, blev fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til dagens retsmøde.

»Der er tale om en sag, der over årene har vokset sig større og større, hvor den 53-årige på uberettiget vis løbende har optaget lånene for at finansiere driften og udviklingen af sine virksomheder. Han har desuden begået mandatsvig ved at have tilegnet sig 730.000 kroner fra eksisterende kunders konti. Jeg er tilfreds med, at retten i dag har idømt den 53-årige mand flere års fængsel,« siger specialanklager Peter Rydder, der har ført sagen ved Retten i Aarhus på vegne af Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Årelang svindel

Ved Retten i Aarhus blev den tidligere direktør kendt skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed ved i perioden fra den 1. februar 2015 til den 3. marts 2023 at have skaffet sig selv uberettiget økonomisk vinding gennem en virksomhed, rådgivningsfirmaet Finansteam, hvor han i perioden var reel daglig leder og på et tidspunkt også direktør.

Både bedrageri og dokumentfalsk blev vurderet til at være af særlig grov beskaffenhed. Lovovertrædelserne fandt sted ved, at den 53-årige indsendte låneansøgninger for personer, der tidligere havde været i kontakt med virksomheden, uden personernes vidende eller samtykke. Ansøgningerne blev godkendt af lånevirksomheden, som udbetalte pengene til tiltaltes egne konti.

Michael Søren Bak var tiltalt for en lang række forskellige forhold – herunder 210 forhold af bedrageri og 198 forhold af dokumentfalsk – som samlet omhandlede et beløb på knap 62 millioner kroner.

Han blev kendt skyldig i overensstemmelse med anklagemyndighedens retsmødebegæring, da sagen blev ført som en tilståelsessag.

Han erkendte desuden, at han i flere tilfælde overførte samlet set 730.000 kroner til sit selskabs konti fra forskellige reelle kunders konti.

»Sagen viser med alt tydelighed, at økonomisk kriminalitet bliver taget meget alvorligt. Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på, at den 53-årige har bidraget til sagens opklaring, hvilket er en klar formildnende omstændighed. Jeg finder derfor straffen på fire års fængsel for passende,« siger specialanklager Peter Rydder.

Opsættende virkning

Foruden dommen på fire års fængsel blev Michael Søren Bak ved Retten i Aarhus også frakendt retten til at beskæftige sig med økonomisk rådgivning.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til, hvorvidt han ønsker at anke dommen til landsretten.

Michael Søren Bak blev ved Retten i Aarhus løsladt efter dom, hvilket Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi kærede til landsretten med opsættende virkning.

I strafferetten kan opsættende virkning anvendes i sager, hvor en domstol har truffet afgørelse om en straf eller en foranstaltning, og hvor den dømte ønsker at appellere eller klage over afgørelsen. Hvis afgørelsen appelleres eller klages over, kan straffen eller foranstaltningen ikke tvangsgennemføres, før appellen eller klagen er blevet behandlet.