Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 45

Krimi

Søndag 29. oktober

Et brutalt voldtægtsforsøg fandt sted i Randers søndag. En 37-årig kvinde blev i sin lejlighed forsøgt voldtaget af en 21-årig mand, og det var voldsomt, at kvinden undervejs var i livsfare.

Det lykkedes kvinden at komme ud af lejligheden og få fat i en ven, der fik tilkaldt politiet, som klokken 21.25 anholdt den 21-årige mand, der stadig befandt sig i kvindens hjem.

Mandag meddelte politiet, at kvinden ikke længere var i livsfare eller indlagt.

Den 21-årige mand blev mandag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor sigtelsen lød på forsøg på voldtægt af særlig brutal og farlig karakter.

Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret, så på nuværende tidspunkt vil politiet ikke oplyse yderligere om sagen.

En mistænkelig mand, der luskede rundt med en taske foran en bygning på Hospitalsgade i Randers, fik en kvinde søndag morgen øje på. Hun ringede derfor til politiet klokken 8.16 og fortalte, at hun havde en stærk mistanke om, at den ukendte mand havde begået et indbrud.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, og da de kom frem, så betjentene gennem et vindue, at en mand gik rundt inde på et kontor i bygningen. Da han opdagede politiet, løb han ud på gaden, men han blev hurtigt indhentet og anholdt.

I den taske, han havde på sig, var der fire computerskærme og nogle opladere, der var taget fra kontoret, og lige uden for bygningen lå der en pose med noget tøj og en taske, som også var blev stjålet fra stedet.

Den anholdte - en 45-årige mand - blev sigtet for indbrud, og da han havde en mindre mængde amfetamin i lommen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Der er begået to indbrud i Langå i løbet af weekenden. Det ene skete søndag klokken 00.30 på Egevænget, og det andet blev begået på Vibevej mellem lørdag klokken 8.45 og søndag klokken 12.

Mandag 30. oktober

Der er begået et indbrud på Hjortevej i Kristrup mellem søndag klokken 8 og mandag klokken 17.30

Klokken 18.20 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SØ. En 23-årig mand mistede herredømmet over sin bil og ramte ind i autoværnet. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Tirsdag 31. oktober

En 39-årig mand virkede nervøs og påvirket af narkotika, da han klokken 00.35 gik rundt på Lorentzgade i Tøjhushavekvarteret. Det fik betjente fra politiets civilklædte specialpatrulje, der var i området, til at tage kontakte til manden.

De sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer, og under den efterfølgende visitation fandt patruljen et par ecstasypiller i lommen på ham. De blev beslaglagt.

Knap en time senere traf de samme betjente en 26-årig mand på Mariagervej i Randers, der også virkede påvirket og nervøs. Han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse og visiteret.

Det viste sig, at han ligeledes havde stoffer i lommen. Denne gang var der tale om en mindre mængde kokain, der også blev beslaglagt.

En mand opførte sig meget aggressivt og udadreagerende i nærheden af et supermarked på Nørre Boulevard i Randers. Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog klokken 7.16, havde den ukendte mand angiveligt både truet og slået en 32-årig mand og efterfølgende også udvist aggressiv adfærd over for flere øvrige borgere i nærheden af et supermarkedet, inden personalet på stedet fik tilkaldt hjælp.

I supermarkedet fortsatte den utryghedsskabende mand med at udvise en aggressiv adfærd over for både personalet og kunderne, som han ifølge anmeldelsen blandt andet kastede flere forskellige varer efter.

Ved politiets ankomst til stedet nogle få minutter senere blev den uønskede kunde anholdt med den fornødne magt. Han virkede påvirket og forsøgte at modsætte sig sin anholdelse.

Under en efterfølgende visitation af den pågældende person - en 40-årig mand - blev han fundet i besiddelse af to forskellige knive i form af en mindre kniv og en større dolk. Han blev sigtet for at have begået vold og overtrådt knivloven og taget med på stationen.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.

Onsdag 1. november

To anmeldelser om indbrud i Randers fik politiet i løbet af onsdag. Det ene blev begået mellem klokken 9.30 og 9.50 på Solvangsvej i Vorup. Derudover har ukendte indbrudstyve været forbi en adresse på Saxovej i Kristrup mellem torsdag 26. oktober klokken 12 og onsdag 1. november klokken 9.

Torsdag 2. november

Randers FC tog imod Brøndby torsdag aften, og ifølge politiet forløb aftenen roligt. Det blev dog til fire sigtelser: en person blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, to blev sigtet for afbrænding af pyro, og en enkelt blev sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet.

Seks anmeldelser om indbrud fik politiet i løbet af torsdag. I Langå har ukendte gerningsmænd været forbi mellem fredag 27. oktober klokken 16 og torsdag 2. november klokken 11. I Kristrup har indbrudstyve både været forbi Gazellevej og Antilopevej. På Gazellevej har de været forbi mellem klokken 15.15 og 20.20. På Antilopevej har de været forbi mellem klokken 17.15 og 19.45.

Ikke så langt derfra - på Cederlunden i Romalt - er der også begået indbrud. Her har tyvene været forbi mellem klokken 19.10 og 22.40.

I Hørning sydøst for Assentoft er der begået et indbrud på Lykkeskovvej mellem klokken 8.30 og 13.15. Tæt herpå er der også begået et andet indbrud. Mellem klokken 7 og 13.55 har ukendte gerningsmænd været forbi Elgårdsmindevej ved Fløjstrup.

Fredag 3. november

En 26-årig mand klokken 1.55 anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset på Storegade i Assentoft. Den 26-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af et kørselsforbud samt besiddelse af en mindre mængde narko.

J-dag forløb ifølge politiet overordnet set i god ro og orden. Der var mange mennesker i bylivet i Aarhus, Randes og Grenå, men der var god stemning, og folk passede på hinanden.

Der er indtil videre kun anmeldt en enkelt voldssag, og derudover har politiet anholdt 11 personer for forskellige nattelivsrelaterede hændelser. Det er blandt andet overtrædelse af restaurationsloven og salg af euforiserende stoffer. Dette er ikke meget anderledes end en almindelig weekend i politikredsen.

Der er begået et indbrud på Højvangen i Assentoft mellem onsdag 25. oktober klokken 8 og fredag 3. november klokken 14.15.

Lørdag 4. november

Klokken 5.27 blev en 32-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Infanterivej i Randers.

En 44-årig kvindelig bilist blev også anholdt af politiet. Det skete klokken 21.01, da hun blev standset på motorvejen ved Randers N-afkørslen. Hun blev sigtet for narkokørsel.

Der er anmeldt to indbrud til politiet i løbet af lørdag. Det ene er begået på Lassesminde i Romalt mellem klokken 18.03 og klokken 23.45. Det andet er begået ikke sål angt derfra på Elsdyrvej i Kristrup. Her har ukendte tyve været forbi mellem onsdag klokken 12 og lørdag ved samme tid.