Tricktyve på spil igen: To ældre kvinder franarret tusindvis af kroner
Det startede med et opkald og sluttede med et bank på døren.
Tricktyve har igen været på – denne gang i Skanderborg Kommune.
Der er tale om to tilfælde, hvor en ældre kvinde er blevet franarret sit kreditkort.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Begge forhold blev anmeldt i går mandag 30. oktober.
Første episode udspillede sig kl. 12.00 ved Grumstrups Alle i Skanderborg. Her blev en 86-årig kvinde ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea. Han hævdede, at ukendte personer havde forsøgt at overføre penge fra hendes konti, og forsikrede hende for, at han ville hjælpe hende.
Efterfølgende dukkede to mænd op på hendes privatadresse. Kvinden udleverede dankort og pinkode, og gerningsmændene hævede herefter 15.000 kr. i kontanter.
Samme mønster
Få timer senere kl. 15.00 fandt en næsten identisk hændelse sted – denne gang ved Anemonevej i Stilling.
Her oplyser forurettede – en 87-årig kvinde – at en mand havde ringet hende op og udgivet sig for at være fra Danske Bank. Manden hævdede ligeledes, at penge var forsøgt overført fra hendes konti.
Manden møder herefter op på hendes adresse, og kvinden udleverer sit kreditkort. ¨
Sydøstjyllands Politi oplyser ikke, beløbet gerningsmanden stak af med, men ligger tilgengæld inde med et detaljeret signalement.
Gerningsmanden beskrives som en mand med dansk udseende. Manden var 175-185 cm høj og af almindelig kropsbygning. Han havde brunt hår, hvid hudfarve og mellemlangt hår sat op i en knold. Manden var derudover iklædt hvid skjorte.
I begge tilfælde er der tale om unge mænd, og politiet udelukker ikke muligheden for, at der er tale om samme gerningsmænd.
I sidste uge blev to ældre borgere i Horsens frarøvet et større pengebeløb, og Sydøstjyllands Politi udelukker ikke, at der også her kan være tale om en sammenhæng.
»Det er selvfølgelig helt friske sager, men der ingen tvivl om, at vi forsøger at kæde sager sammen, hvis der er yderligere sammenfald i f.eks. signalement, fremgangsmåde og så videre,« fortæller politikommissær i Horsens, Julie Almsten.