Fortsæt til indhold

Stærkt påvirket mand anholdt efter uro på Banegårdspladsen

Mand ønskede ikke at forlade stedet frivilligt.

Krimi
ksa

En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag aften klokken 19.26 sendt til Banegårdspladsen i Aarhus C, hvor en gruppe personer havde taget ophold foran en opgang, hvor de skabte utryghed og gener for beboerne.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ved politiets ankomst til stedet mødte betjentene fire personer, som blev bedt om at forlade stedet.

En enkelt af dem - en 47-årig mand - var dog opfarende og lettere aggressiv. Han blev skønnet stærkt påvirket og ønskede ikke at forlade stedet frivilligt.

Efter noget tid rejste manden sig, men dog kun kortvarigt for at gå ind i en kiosk og lægge sig til at sove på gulvet i butikken. Betjentene bad ham på ny om at forlade stedet, men han fortsatte med at råbe af politiet og ytrede højlydt sin utilfredshed med situationen.

Den 47-årige mand blev anholdt og taget med på stationen, sigtet for at forstyrre den offentlige orden.