Fortsæt til indhold

Kvinde kørte i forkert vejbane med skyhøj promille: Nu har hun fået sin dom

Kvinde er kendt skyldig i spirituskørsel under skærpende omstændigheder og have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Krimi

Fredag 2. december 2022 sidst på eftermiddagen efter mørkets frembrud opstod der en farlig situation i trafikken i T-krydset ved Mødalvej og Hadstenvej lidt nord for Sabro.

En ældre kvinde kom kørende i bil på Mødalvej og svingede til højre ad Hadstenvej i retning mod Sabro. I den forbindelse krydsede hun vejbanen og fortsatte fremad i den modsatte kørebane, hvor en modkørende måtte bremse for at undgå en frontal kollision.

Sådan beskrives sagen, der for nylig har været behandlet i Retten i Randers, fordi kvinden viste sig at være meget stærkt påvirket af alkohol.

Kvinden forklarede i retten, at hun ikke kunne afvise at være kommet for langt over i den modsatte kørebane, da hun svingede til højre, og at hun derfor hurtigt bakkede for at komme væk fra vejen. I den forbindelse endte bilen i grøften, og hun ringede til sin nabo, der kom og hjalp med at trække bilen op.

Blinkede og dyttede

Bilisten, der kom kørende ad Hadstenvej mod nord, forklarede i retten, at kvinden drejede ud på vejen og kørte med fronten mod ham, så han bremsede og blinkede med lygterne, hvilket angiveligt fik hende til at stoppe. Hun begyndte dog igen at køre frem mod ham, hvilket fik ham til at dytte og tænde havariblink, fordi der kom biler bag ham. Derefter bakkede bilen tværs over vejen og endte nede i en grøft tæt ved udkørslen fra Mødalvej.

Han tog kontakt til kvinden, der virkede omtumlet, og politiet blev tilkaldt. Kvinden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og taget med af politiet for at få taget en blodprøve, der efterfølgende viste, at hun havde en alkoholpromille på 2,24.

Havde drukket

Kvinden erkendte i retten, at hun i dagene op til færdselsuheldet havde drukket alkohol, og hun kunne også huske, at politiet var kommet, og at hun havde fået taget en blodprøve. Hun forklarede, at hun ikke følte sig påvirket, da hun tog bilen, men godt kunne mærke, hun var ret fuld, da hun kørte galt.

Hun erkendte at have kørt spirituskørsel, men nægtede sig skyldig i at have gjort det under skærpende omstændigheder og at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, som hun var tiltalt for.

Retten nåede dog frem til, at hun var skyldig og skulle have en dom på 40 dages betinget fængsel. Det vil sige, at kvinden ikke skal fysisk i fængsel, medmindre hun indenfor en given periode får en ny dom. Derudover fik hun en tillægsbøde på 20.500 kroner og blev frakendt retten til at køre bil i fem et halvt år. Kvinden fik endvidere konfiskeret sin bil, fordi hun havde en promille over to. Når man har en promille over to, betegnes det som vanvidskørsel, som straffes med konfiskation, hvilket kvinden ikke protesterede mod i retten.

Gået i behandling

Hun forklarede i retten, at hun et par måneder efter uheldet begyndte i alkoholbehandling og fortsat er i behandling, fordi hun havde indset, hun havde et alkoholproblem.

Den dømte har tidligere, i 2015, fået en færdselsdom, der resulterede i frakendelse af kørekortet i tre år.