Stor politiindsats: To er fængslet for tyverier af dyre biler og designervarer
To mænd fra Aarhus er mistænkt for omfattende tyverier flere steder i Jylland, blandt andet i Thorsø.
To mænd på henholdsvis 29 og 31 år blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger på grund af en mistanke om, at de står bag en lang række tyverier og indbrud i hele Jylland, hvor der er stjålet værdier for adskillige millioner kroner. Mændene blev onsdag anholdt i en stor, koordineret aktion, hvor flere adresser blev ransaget.
Efterforskningen af de mange tyverier og indbrud har stået på i flere måneder, og onsdag valgte politiet så at slå til og skride til anholdelse af to mænd.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Begge mænd er fra Aarhus, men de omfattende tyverier er sket flere steder i Jylland på tværs af politikredsene.
Foreløbigt sigtes de anholdte for otte forskellige forhold. Blandt andet for at have stjålet tre dyre biler på private adresser i Hedensted, Ribe og Silkeborg, ligesom de sigtes for i to tilfælde at have stjålet bildele for flere hundredetusinde kroner både hos en autoforhandler i Aarhus og fra en bil på en p-plads i Tilst.
Derudover sigtes de for at have været med til indbrud i tre villaer i Risskov, Thorsø og Silkeborg, hvor de stjal designervarer og smykker for store værdier.
Gået målrettet efter eksklusive varer
»Vi har allerede et meget omfattende efterforskningsmateriale liggende, og vores vurdering er, at der er tale om et særdeles velorganiseret, kriminelt netværk, der målrettet er gået efter dyre biler, bildele og eksklusive designermøbler. Anholdelserne onsdag var et vigtigt skridt, men der er stadig gerningsmænd på fri fod og en del efterforskningsarbejde foran os, og derfor er det også begrænset, hvor meget vi vil sige om sagen på nuværende tidspunkt,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
Den 31-årige erkendte forholdene ved grundlovsforhøret torsdag, mens den 29-årige nægtede. Begge tog forbehold for at kære kendelsen. Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.