Fortsæt til indhold

Derfor hamrede flere store politibiler ud ad Silkeborgvej

Det så dramatisk ud - nu afdramatiserer politiet.

Krimi

Så du også den lange række af politiets mandskabsvogne, salatfade, brage i vestlig retning ud ad Silkeborgvej onsdag morgen ved 8-tiden?

Det gjorde en af avisens journalister.

Nu oplyser politiet hvorfor.

»De var på vej til øvelse nordpå, « siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen.dk og fortæller videre, at det nogle gange sker med udrykning.

Betjentene fra Østjyllands Politi skal sammen med kolleger deltage i en såkaldt MIK-træning.

MIK står for ”Mobilt IndsatsKoncept”, der er et særligt beredskab, der kan indsættes ved voldsomme optøjer, for eksempel ved demonstrationer eller fodboldkampe.

»Når ikke MIK-betjentene er involveret i deciderede MIK-indsatser, så passer de deres normale job i politiet,« skriver Nordjyllands Politi, hvis politikreds lægger jord til dagens øvelse.

Øvelsen involverer hundredvis af betjente fra alle jyske politikredse, Fyns Politi og indkaldte figuranter.

Den begynder klokken 13 og slutter klokken 20.

Ikke første gang

En lignende øvelse blev afholdt i oktober.

»Denne gang er det et nyt hold der skal på banen, og i lighed med deres kollegaer skal de træne et scenarie, som vi har udtænkt for dem. Det bliver en klimademonstration, der strækker sig over en fire kilometer lang rute, og hvor forskellige indspil og hændelser giver MIK-betjentene mulighed for at træne deres færdigheder og øve samarbejdet. Vi prøver at gøre det så realistisk som muligt og lægge nogle overraskende elementer ind. Det lykkedes os i hvert fald at overraske lidt til sidste øvelse, så mon ikke det også sker denne gang,« siger politikommissær Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.

Han opfordrer samtidig interesserede borgere til at kigge med, mens øvelsen foregår.

»Øvelsen fordeler sig ud over store dele af Hobro by, så lokalbefolkningen vil formentlig ikke kunne undgå at bemærke de 350 uniformerede betjente, droner, indsatskøretøjer, politibiler og figuranter,« skriver Nordjyllands Politi.

Øvelsen vil desuden medføre en del støj og udrykningskørsel, særligt i midtbyen.