Politiet tager ny lov i brug til AGF's næste hjemmekamp: Får stor betydning for fans
Østjyllands Politi vil til AGF's hjemmekamp mod Brøndby 7. december gøre brug af ny lov, som kan betyde, at udeholdets fans kan blive tilbageholdt i op til en time.
Når AGF og Brøndby IF torsdag 7. december mødes i pokalturneringen på Ceres Park, vil politiet gøre brug af en ny lov.
Det proklamerer Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den nye lov gør det muligt for politiet at tilbageholde udeholdets fans i op til en time efter slutfløjt, hvilket skal sikre, at der ikke opstår unødvendige sammenstød mellem de to klubbers fans.
Beslutningen om at give et påbud om, at udebanefansene skal tilbageholdes i op mod en time efter slutfløjtet, er truffet på baggrund af de uroligheder, som fandt sted efter Superligaopgøret mellem Brøndby og AGF 6. november.
I praksis vil påbuddet i Aarhus betyde, at Brøndbys fans vil blive tilbageholdt på stadion efter kampen.
»Det pålægges AGF A/S, som har ansvaret på stadion, at sikre, at det kan lade sig gøre rent sikkerhedsmæssigt, og at de tilbageholdte tilskuere i perioden har adgang til relevante faciliteter, herunder læ og toiletter,« oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Østjyllands Politi vil på dagen foretage en konkret vurdering og aftale med AGF, hvornår tilbageholdelse af tilskuere på udebaneafsnittene ikke længere vil blive anset som påkrævet. Der er tale om personer på de to stadionafsnit D5 og D6.
Paragrafferne bag det nye værktøj, der er en del af loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, trådte i kraft den 1. juli i år.