Fortsæt til indhold

Tricktyv narrede flere tusinde kroner fra 92-årig

En dansktalende mand i 20’erne stjal penge fra en ældre kvinde, efter hun havde lukket ham ind i sit hjem.

Krimi

En 92-årig kvinde blev mandag eftermiddag narret af en tricktyv, der stjal nogle tusinde kroner i kontanter på hendes adresse i Søften. Det præcise beløb ønsker politiet ikke at oplyse, forklarer Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen Favrskov.

Omkring klokken 16.30 henvendte en mand sig på adressen og sagde, at fordi der havde været en del tyverier i området, så var det vigtigt, at kvinden fik tjekket, om hun stadig havde sine kontanter.

Manden gik med den ældre kvinde ind og efter at have set, hvor hun gemte pengene, stjal han dem kort efter, inden han igen gik fra stedet.

Først efter besøget opdagede kvinden, at tyveriet havde fundet sted.

Manden beskrives som dansktalende og i 20’erne.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.

»Der har tidligere været anmeldelser om flere lignende sager, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man forholder sig skeptisk til fremmede, der vil ind i ens hjem uden foregående aftale,« lyder det i politiets døgnrapport.