Brøndby-fans dukkede op med tandbeskyttere: Fik en eskorte på tre kilometer
Politiet opdagede flere fans med karantæne. Så blev de pænt fulgt væk.
Fans med karantæne dukkede op ved stadion
Torsdag aften var Østjyllands Politi til stede ved pokalkampen mellem AGF-Brøndby på stadion i Aarhus, og selvom det set med politiets øjne foregik relativt fredeligt og roligt før, under og efter kampen, så blev der alligevel noteret flere sigtelser.
Det oplyser politikredsen i sin døgnrapport.
Inden kampen blev en gruppe på fem personer fra udeholdets fans set opholde sig tæt på stadion, selvom de på nuværende tidspunkt har en national karantæne.
Tre kilometer væk
Karantænen betyder, at de på kampdagen ikke må opholde sig inden for tre kilometer fra stadion.
De blev alle registreret og fulgt ud af trekilometer-zonen.
De fem personer var en del af en mindre gruppe fans, der alle blev fundet i besiddelse af tandbeskyttere. Der havde dog umiddelbart ikke noget ulovligt på sig, og der var ikke grundlag for yderligere sigtelser.
Ud over karantænesagerne blev der skrevet nogle få andre sager:
• En 25-årig mand havde maskering og nødblus på sig, da han ville ind på stadion
• En 18-årig mand blev sigtet for at gå rundt med et tændt nødblus uden for stadion
• En 16-årig kastede efter kampen snebolde mod taxaer og mod modstanderholdets fans, inden han rev et juletræ ud fra et salgssted i Aarhus. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen – og da han havde maskering på sig, fik han også en sigtelse for overtrædelse af maskeringsforbuddet
• En 14-årig dreng havde en elefanthue med sig ind på stadion. Hans forældre blev underrettet Østjyllands Politi havde inden kampen givet AGF et påbud om at tilbageholde udeholdets fans i op til en time for at sikre, at der ikke skete sammenstød mellem fansene.
Da der var relativ god stemning mellem fansene under kampen og ingen uro eller efterretninger om mulig konflikt, så vurderede politiet, at påbuddet ikke skulle håndhæves.