39-årig skudt i hovedet: Nu er ung mand anholdt
En 20-årig mand bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør.
Opdatering: Den 20-årige mand blev ved grundlovsforhøret løsladt af dommeren ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden har nu kæret kendelsen til landsretten med påstand om fængsling, det oplyser Østjyllands Politi på X.
Østjyllands Politi oplyser fredag, at man har anholdt og sigtet en 20-årig mand, som er mistænkt for i forening med en anden ukendt gerningsmand at have skudt en 39-årig mand i hovedet.
Det oplyser politiet på det sociale medie X.
Den 20-årig mand bliver fremstlllet i grundlovforhør ved Retten i Aarhus kl. 9 i dag, hvor anklagemyndigheden samtidig har anmodet om lukkede døre.
Den voldsomme episode fandt sted ved 20-tiden 22. april i år på Jernaldervej i det vestlige Aarhus på parkeringspladsen ude foran børnehaven ved Ellehøjskolen, oplyser politiet.
Her havde den nu anholdte sammen med en ukendt gerningsmand aftalt at mødes med den 39-årige. Hvilken relation parterne har til hinanden, vil politiet ikke oplyse på nuværende tidspunkt. Men Østjyllands Politi oplyser, at det er politiets formodning, at det var den ukendte gerningsmand, der afgav skud mod den 39-årige, som altså blev ramt i hovedet.
»Vi leder også efter den anden gerningsperson, men vi ved på nuværende tidspunkt ikke hvem, vedkommende er,« fortæller Emil Enemark, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
Den 39-årige overlevede dog angrebet.
Små otte måneder senere kunne politiet så i går, torsdag morgen kl. 10.05, anholde den nu sigtede 20-årige på en adresse i det vestlige Aarhus. Mens man formoder, det var den ukendte gerningsmand, der afgav skud mod den 39-årige, så var den 20-årige sigtet for at have begået legemsangreb af særlig farlig karakter, hvilket har en strafferamme på op til 6 års fængsel. Han nægtede sig skyldig og Retten i Aarhus valgte også at løslade ham.
Kendelsen har anklagemyndigheden dog valgt at kære til landsretten med påstand om fængsling.