Fortsæt til indhold

Ældre Sagen i Favrskov udsender advarsel

Din bank, politiet eller andre myndigheder ringer aldrig og vil have oplyst din personlige kode til din bankkonto.

Krimi
jr

Oplys aldrig din kode til andre.

Ældre Sagen i Favrskov advarer mod telefonsvindel. Flere og flere – især ældre – bliver snydt for mindre eller større beløb, oplyser den lokale afdeling af Ældre sagen i en pressemeddelelse.

»Banken vil aldrig ringe og bede om at få kortnummer og kode for at spærre dit kontokort. Banken har i forvejen alle de nødvendige oplysninger til at gøre det. Banken må slet ikke få oplyst koden, der er strengt personlig,« fortæller Hugo Strunge Frank, der er formand for Ældre Sagens koordinationsudvalg i Favrskov og tidligere ansat i den danske bankverden.

»Ved misbrug vil banken spærre kortet og derefter kontakte kunden, hvorefter banken bestiller et nyt kontokort. Men banken vil aldrig bede om at få oplyst din personlige kode.«

Det er også rent fup, hvis den ”hjælpsomme” person foreslår, at du skal overføre et beløb til en ”sikker konto”. En sådan konto eksisterer slet ikke, og hvis kunden alligevel lader sig friste, er der ingen mulighed for erstatning.

»Politiet har heller ingen ”sikker konto”, og de må heller ikke få koden oplyst. Jeg kender ikke tilfælde, hvor politiet bliver involveret, før banken faktisk har spærret kortet,« tilføjer Hugo Strunge Frank og bringer endnu en advarsel:

»Ringer en ukendt ”hjemmehjælper” på døren, så bed om at se legitimationskortet, der er udstedt af kommunen.«