Begik indbrud for 200.000 kroner og bestilte taxa som flugtbil
Nu er han idømt varetægtsfængsling i fire uger.
En 30-årig mand havde en lidt anderledes plan for et større indbrud, som han begik på en adresse i Hornslet onsdag aften.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
For manden valgte nemlig at bestille en taxa og køre hjem med tyvkosterne.
Den 30-årige blev anholdt onsdag aften på sin bopæl i Hornslet på baggrund af flere troværdige tip til politiet om, at han med stor sandsynlighed var den pågældende gerningsmand til indbruddet.
Politiet modtog blandt andet et tip om, at gerningsmanden med stor sandsynlighed på dagen for indbruddet havde taget en taxa fra selve indbrudsstedet til sin egen bopæl i Hornslet.
I taxaen havde manden haft flere forskellige værdigenstande med sig, som viste sig at være koster fra det netop overståede indbrud, og da politiet rettede henvendelse på mandens bopæl i Hornslet, fandt betjentene både den 30-årige mistænkte gerningsmand og de formodede tyvekoster.
Den 30-årige mand blev anholdt onsdag aften kl. 21.35, sigtet for indbrudstyveri af diverse genstande til en samlet værdi af knap 200.000 kroner.
Den 30-årig blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Her blev den 30-årige mand varetægtsfængslet i fire uger frem til torsdag den 18. januar.
Han nægter sig dog skyldig og tog forbehold for at kære kendelsen til landsretten, skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.