Efterlyst for kidnapnings-forsøg: »Tag ikke kontakt«
Politiet har en mand fængslet i sagen.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en 28-årig mand i en sag om frihedsberøvelse.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Det er politiets opfattelse, at den 28-årige Constantin Claudiu Micu begik forsøg på frihedsberøvelse i Herning i tiden omkring oktober og november måned i forening med en 20-årig mand.
Den mand blev varetægtsfængslet 8. november 2023.
»Vi har haft en del vidner til afhøring og har behandlet en stor mængde videoovervågning. Vi har også analyseret de spor, vi har hentet ind fra gerningsstederne, og kigget på de relationer, den 20-årige har haft. Alt det har vi arbejdet med hen over de seneste par måneder, og nu er vi kommet så langt, at vi mener at kunne sige, at den anden gerningsmand er den 28-årige,« siger politikommissær Lars Boe Larsen til Ritzau.
Politiet arbejder stadig på at afklare, hvilken relation Constantin Claudiu Micu har til den 20-årige.
»Der må jo være en eller anden relation. Vi mener jo, at de har siddet i en bil sammen og lavet noget alvorlig kriminalitet, som har givet en masse utryghed,« siger Lars Boe Larsen.
To gange
Det første kidnapningsforsøg fandt sted natten til 29. oktober. Her blev en 22-årig kvinde forsøgt hevet ind i en mørk stationcar på H.P. Hansens Vej. Natten til 3. november blev en 18-årig kvinde så forsøgt kidnappet på Th. Nielsens Gade.
Begge kvinder formåede at rive sig løs og slippe væk.
Den 20-årige sigtede i sagen er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 17. januar, hvor en dommer igen skal tage stilling til, om varetægtsfængslingen skal forlænges.
Politiet efterlyser den 28-årige med navn og billede med håbet om, at borgere, der ved hvor han opholder sig eller har set ham, kontakter politiet.
Constantin Claudiu Micu beskrives som;
- Mand
- Rumænsk statsborger, taler ikke dansk
- 28 år
- Almindelig til spinkel af bygning
Politiet skriver videre, at borgere ikke selv skal tage kontakt il den efterlyste, men i stedet ringe 114.
»Oplys gerne journalnummer 4100-74121-00013-23,« skriver politiet.