Fortsæt til indhold

Politirapport uge 3

Krimi

Tirsdag 9. januar

En 32-årige bilist var omkring klokken 16.45 ved at flette ind på Århusvej i Randers, da han blev voldsomt irriteret på en 31-årig mand i en anden bil, som han ikke mente gav ham nok plads.

Da bilerne lidt efter holdt for rødt, steg den 32-årige ud af bilen og gik hen til den 31-åriges bil, som han sparkede det ene sidespejl af. Herefter hev han i døren og forsøgte at hive den 31-årige fører ud af bilen.

Politiet blev tilkaldt, og da en patrulje kort efter var fremme, stod parterne uden for bilerne og skændtes.

Den 32-årige erkendte, at han var blevet så sur, at han havde sparket sidespejlet af, og han blev derfor sigtet for hærværk.

Der blev begået to indbrud i Randers i løbet af tirsdag. Det første er begået på Spøttrupvej i Dronningborg mellem klokken 8 og 13. Derudover har ukendte gerningsmænd været forbi en adresse på Mimersvej i Randers klokken 17.46.

Onsdag 10. januar

Klokken 1.46 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Solsikkevej ved Nordre Kirkegård i Randers.

På baggrund af et tip til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag aften henvendelse på en adresse i Randers NV, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret narko.

På stedet traf betjentene den 30-årige mand, der bor på stedet, og under en efterfølgende ransagning af bopælen fandt politiet både en mindre mængde kokain, noget receptpligtig medicin og nogle ulovlige doping-enheder.

Både narko, medicin og doping blev beslaglagt, og den 30-årige mand blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Klokken 22.10 blev en 33-årig mandlig cyklist standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han udviste en mistænkelig adfærd, mens han kom kørende på Platanvej nær Bækkestien i Randers.

Betjentene mistænke manden for at være i besiddelse af narko, og derfor blev han visiteret. I den forbindelse fandt betjentene flere forskellige salgsposer med hash samt nogle tusinde kroner i kontanter.

Den 33-årige cyklist blev sigtet for salg af narko, og både hash og kontanter blev beslaglagt.

Også på Vestergade i Randers blev en mandlig cyklist onsdag aften standset af politiet. Han var gået ind gennem en port og hurtigt kommet ud igen, hvilket virkede mistænkeligt.

Betjentene tog klokken 23.19 kontakt til den pågældende person - en 16-årig dreng - som virkede nervøs og havde svært ved at svare på politiets spørgsmål.

Den 16-årige blev efterfølgende fundet i besiddelse af en mindre klump hash og sigtet for narkokørsel, inden betjentene kørte ham hjem til sine forældre.

Fredag 12. januar

Politi og brandvæsen rykkede klokken 2.28 ud til en brand i et stuehus på en gård på Hobrovej nord for Randers. Branden var startet i stueetagen og havde efterfølgende bredt sig flere etager. Der var ingen til stede i bygningen, og ingen kom derfor noget til.

Brandvæsnet fik slukket branden og sikret, at den ikke bredte sig til gårdens øvrige bygninger. Der skete dog større skader på stuehuset.

Brandårsagen er i skrivende stund ukendt.

Der er begået et indbrud på Gærdetoften i det nordlige Randers mellem klokken 17.10 og 21.50.

Søndag 14. januar

Klokken 00.17 blev en 54-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand, da hun blev standset af en patrulje på Nørreport i Randers.

Der er begået et indbrud på Gyvelvej nær Nørrevangsskolen i Randers mellem lørdag klokken 23 og søndag klokken 9.