Politirapport uge 4
Tirsdag 16. januar
Klokken 9.36 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers N-afkørslen.
Onsdag 17. januar
En kvik nabo til en virksomhed på Jomfruløkken i Randers ringede klokken 21.11 til politiet. Vedkommende havde netop set to mænd luske rundt på stedet. Inden patruljerne nåede frem, var mændene kørt fra stedet i en varevogn, og det viste sig, at der havde været indbrud.
Tyvene havde knust en rude, og inde i virksomheden var de brudt ind i pengeskab, hvorfra de havde stjålet nogle kontanter, som blandt andet havde ligget i en lyserød madkasse.
Naboen havde givet en god beskrivelse af varebilen, som mændene var kørende i, og en patrulje, der kørte i området, kunne få minutter efter anmeldelsen standse den pågældende bil.
I bilen sad to mænd på 32 og 39 år, og da de blev visiteret, fandt betjentene et større kontantbeløb. Derudover lå den lyserøde madkasse i bilen.
Kontantbeløbet var større end det stjålne, og der lå også en gps i bilen og en lille bøtte med nogle mønter. Bøtten og gps’en viste sig at stamme fra et indbrud hos en virksomhed i Silkeborg, der var begået tidligere på dagen.
De to mænd blev derfor anholdt.
Torsdag klokken 12 blev de så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er udover indbruddene i Randers og Silkeborg sigtet for yderligere to indbrud, der blev begået sidste år.
Et narkotip førte onsdag eftermiddag Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en lejlighed i Randers C. Lejlighedens 57-årige mandlige beboer oplyste selv til politiet, at han havde noget amfetamin i fryseren, og det fandt betjentene hurtigt.
Under den efterfølgende ransagning af lejligheden fandt også en mindre mængde amfetamin gemt i en bordlampe. Alle stofferne blev beslaglagt, og det samme gjorde de salgsposer og digitalvægt, som blev fundet på stedet.
På baggrund af narkofundene blev den 57-årige anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Politiet måtte assistere en læge omkring klokken 13 i Randers C, da lægen skulle tvangsindlægge en ung mand, der havde brug for hjælp. Den unge mand var udadreagerende, og da patruljen kom ind i hans lejlighed, sprang han ud gennem et vindue og stak af.
Omkring en time senere fik en patrulje øje på manden omkring Vestervold i Randers. Betjentene forsøgte at tale ham til ro, men han begyndte han igen at løbe. Denne gang blev han dog indhentet og anholdt midt på vejen. Han gjorde kraftigt modstand under anholdelsen, men det lykkedes til sidst at lægge ham i håndjern.
Han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, fordi han havde gjort modstand, inden han blev hjulpet videre.
Klokken 14.37 skete der et færdselsuheld på Herman Stillingsvej i Randers. En 79-årig mandlig bilist fik formentligt et ildebefindende og mistede kontrollen over sin bil, som ramte ind i en parkeret bil og en husmur. Bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag 18. januar
Klokken 8.28 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers S-afkørslen. En 37-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et autoværn. Derefter ramte han ind i en bil, der blev ført af en 69-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje rykkede klokken 21.28 ud til en lejlighed i Randers C, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret narko.
I lejligheden befandt sig en 20-årig mand og en 20-årig kvinde, og de blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og de fik at vide, at politiet ønskede at ransage stedet. Under ransagningen fandt betjentene noget hash og skunk og flere tusinde kroner i kontanter, og både stoffer og penge blev beslaglagt.
Kvinden og manden blev anholdt.
Fredag 19. januar
Klokken 1.05 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers.
En 21-årig mand blev også anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje klokken 1.31 - også på Mariagervej i Randers. En 20-årig mand, der var passager i bilen, blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
Klokken 3.35 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje. Han blev også standset på Mariagervej i Randers.
En 22-årig mandlig bilist blev anholdt og sigtet for narkokørsel, da han klokken 15.54 blev standset af politiet på Hammelvej.
Klokken 16.30 blev en 27-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers.
Søndag 21. januar
Politiet fik en anmeldelse klokken 4.17 om en voldsom og truende mand, som var til behandling i akutmodtagelsen på Regionshospitalet Randers. Den 26-årige mand truede personalet og skabte utryghed for både personale og øvrige tilstedeværende.
Da politipatruljen ankom til stedet, fortsatte den 26-årige mand den voldsomme opførsel og gjorde fysisk udfald mod betjentene. Den 26-årige blev derfor anholdt, sigtet for overtrædelse af straffeloven og kørt til Randers Politistation for afrusning og afhøring i sagen. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Klokken 12.12 blev en 48-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Landevejen ved Havndal.