Allan Drescher bliver ny lokalbetjent i Ry
Pr. 1. februar tiltræder politiassistent Allan Drescher stillingen som lokalbetjent i Ry.
Fra torsdag 1. februar får Ry igen en lokalbetjent. Politiassistent Allan Drescher er udpeget som ny lokalbetjent, og han vil være at finde på kontoret på Klostervej 6D i Ry torsdage mellem 14 og 17. Ud over åbningstiden vil Allan Drescher arbejde i området, når det giver mening i forhold til opgaverne. Han kommer også til at optage anmeldelser, lave sagsbehandling af konkrete straffesager, gerningsstedsundersøgelser og i øvrigt udføre andet politiarbejde som en del af Patruljecenteret - herunder at være i dialog med borgerne i Ry. Allan Drescher kommer også til at til at patruljere og deltage i fællesaktioner sammen med kollegaer fra Patruljecenteret. Derudover skal han deltage i SSP-samarbejdet sammen med de lokale skoler og institutioner.
Også Jelling og Christiansfeld får igen en lokalbetjent.
»Jeg er tilfreds med, at der til februar igen er faste lokalbetjente i Ry, Jelling og Christiansfeld. Som politikreds er vi altid klar til at hjælpe borgerne, men vi ved også, at det betyder noget for de lokale borgere, at der er en lokalbetjent, der har til opgave at have et ekstra øje på lige netop deres lokalområde,« siger politiinspektør Michael Weiss, der er leder af Patruljecentret i Sydøstjyllands Politi og dermed for de nye lokalbetjente, i en pressemeddelelse.