Fortsæt til indhold

Mand fængslet for misbrug af lille steddatter: »Det er en helt forfærdelig sag«

34-årig mand idømt seks års fængsel og udvisning for at have misbrugt sin steddatter seksuelt flere gange.

Krimi

En 34-årig mand er idømt seks års fængsel og udvisning for bestandigt for at have misbrugt og voldtaget sin steddatter seksuelt flere gange.

Sagen blev anmeldt til politiet, da den 6-årige og hendes mor i maj sidste år tog på krisecenter, hvor pigen fortalte om, hvad hun havde været udsat for.

Østjyllands Politi startede en efterforskning, og den 16. maj blev den 34-årige mand anholdt og dagen efter varetægtsfængslet.

Nu har han været i Retten i Aarhus, hvor han blev anklaget for flere gange at have voldtaget steddatteren og krænket hende seksuelt på anden vis i en periode fra januar til maj 2023.

Overgrebene fandt sted i stedfarens og morens lejlighed i Aarhus, når stedfaren var alene med hende.

Børneporno på computeren

Ifølge den 6-årige pige forsøgte hun flere gange at modsætte sig og sagde, at stedfaren ikke skulle gøre det, men han holdt hende fast og gennemførte overgrebene.

»Det er en helt forfærdelig sag, hvor en lille pige er blevet udsat for meget grove og voldsomme overgreb over en periode på flere måneder. Den 34-årige nægtede sig skyldig, men retten lagde vægt på den videoafhøring, der var foretaget af pigen, hvor hun gav en detaljeret troværdig forklaring. Derudover blev der fundet børnepornografisk materiale på hans computer, som også var med til at tegne et billede af sagen,« siger specialanklager hos Østjyllands Politi Birgitte Ernst.

Den 34-årige er iransk statsborger, og ud over fængselsstraffen blev han altså idømt udvisning. Han nægtede sig skyldig og ankede dommen.