Fortsæt til indhold

Skolebørn finder død kvinde i sø: Nu er hun identificeret

Politiet beder nu offentligheden om hjælp

Krimi
jro

Opdatering: Fredag efterlyste politiet informationer om den kvinde, der i januar blev fundet død i en Sorte Dam ved Hillerød.

Det har båret frugt, oplyser Nordsjællands Politi lørdag.

Den døde kvinde er en 32-årig kvinde - hendes pårørende er underrettet.

Politiet er på bar bund i en sag om en kvinde, der i januar blev fundet død i en sø.

Med offentliggørelse af kvinden beklædning håber politiet nu, at offentligheden kan hjælpe med at identificere kvinden.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den 25. januar blev en kvinde fundet død i Sorte Dam i Præstevang Skov ved Hillerød.

Politiet har lige siden arbejdet på at finde ud af, hvem kvinden er og, hvad der ligger bag hendes dødsfald.

Der er dog intet, der umiddelbart tyder på, at der er begået en forbrydelse - og det er ikke lykkedes at identificere kvinden, der kan komme fra hele landet - endda hele verden.

Derfor offentliggør Nordsjællands Politi nu et opdateret signalement og billeder af det tøj og smykker, som kvinden havde på, da hun blev fundet.

»Vi håber, at der er borgere, som kan genkende tøjet og beskrivelsen af kvinden, og dermed kan hjælpe os med identificeringen af hende,« skriver politiet.

Ifølge B.T. var det en gruppe legende skolebørn, der fandt kvinden.

»De ser pludselig noget i vandet, som de vælger at gå hen og kigge nærmere på. Og det er så her, at de ser et lig under det her lag is i søen,« har skolederen fortalt.

Kvinden beskrives som skandinavisk af udseende, 160-165 centimeter høj og mellem 20 og 40 år gammel- Derudover som almindelig til spinkel af bygning, med langt mørkeblond hår og brune øjne. Kvinden har ingen tatoveringer.

»Har du oplysninger om, hvem kvinden kan være eller om hendes færden særligt i området omkring Sorte Dam og i Præstevang Skov ved Hillerød, i tiden op til den 25. januar, vil vi meget gerne høre fra dig på telefon 114,« skriver Nordsjællands Politi.