Fortsæt til indhold

53-årig mand fra Randers varetægtsfængslet i 34 år gammel mordsag

Det kom bag på mange, da Københavns Politi i sidste uge afslørede, at der var sket et gennembrud i Hanne With-drabet.

Krimi
ceb

I sidste uge kom det frem, at en ny måde at teste dna på havde ført til en anholdelse i en sag om et 34 år gammelt drab på en prostituteret kvinde.

Københavns Politi udsendte onsdag morgen en pressemeddelelse, hvori de kunne fortælle, at en 53-årig mand tirsdag var blevet anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland. De kunne også fortælle, at manden gennem mange år har boet i og omkring Randers, Ebeltoft og Grenå. Senere kom det frem, at den 53-årige i dag er bosat i Randers.

Manden er sigtet for drabet på 23-årige Hanne With, der blev begået i de tidlige morgentimer 1. januar 1990 i hendes lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro i København. Dødsårsagen var adskillige knivstik.

Slægtning i registret

Det var som sagt en helt ny metode, der gav politiet et gennembrud i sagen.

Der blev på gerningsstedet tilbage i 1990 fundet dna-materiale på Hanne Withs bukser, som, politiet mener, måtte stamme fra gerningsmanden.

Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har nu foretaget en ny analyse af dna-materialet, og den analyse har vist, at dna-materialet fra bukserne stammer fra et nært familiemedlem til en specifik person, hvis dna findes i politiets dna-register.

Efter anholdelsen fik Retsgenetisk Afdeling adgang til den 53-åriges dna, som de sammenlignede med dna-materialet fra bukserne. Resultatet af den undersøgelse viser, at den 53-årige med meget stor sandsynlighed er den person, der har efterladt dna-materialet på offerets tøj.

Tager sager op igen

Det, der gør metoden speciel, er, at politiet har fundet frem til den 53-årige mand ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand (dna-materialet på bukserne) bliver sammenlignet med eksisterende dna-profiler i politiets register - men i stedet for at søge efter en matchende profil leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sit dna.

Københavns Politi understregede i pressemeddelelsen, at man ikke må forveksle denne metode med genetisk slægtsforskning, hvor man inddrager internationale, kommercielle dna-databaser. Den metode bliver for nuværende nemlig ikke brugt af dansk politi.

Til TV2 Østjylland siger Anders Uhrskov, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi, at anholdelsen af den 53-årige mand fra Randers er »en anledning til at gennemgå relevante sager her i kredsen og undersøge, om der kan være en kobling og et dna-match. Især med tanke på, at den mistænkte har boet en del år i Østjylland«.

Der er specielt et uopklaret dobbeltmord på to prostituerede kvinder i Randers, der blev begået i 2000, som, flere mener, er oplagt at kigge på igen. Dødsårsagen i den sag var også adskillige knivstik.

Begrundet mistanke

Onsdag formiddag blev den 53-årige mand så fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Flere medier var til stede i retten, og meget usædvanligt blev grundlovsforhøret holdt for åbne døre - formodentlig fordi det er så længe siden, drabet blev begået. Normalt beder anklageren om lukkede døre i sådan en sag af hensyn til politiets efterforskning.

Et af medierne, der var til stede, var DR, der skriver, at den 53-årige mand fra Randers blev varetægtsfængslet i 27 dage frem til 5. marts på grund af en ”begrundet og særlig bestyrket mistanke”.

Sagen skal nu efterforskes yderligere, før mordsagen kommer endeligt for retten, og der kan afsiges dom.