Fortsæt til indhold

Gasudslip: Lastbil kører hane af underjordisk tank

Lige nu holder brandfolkene sig på afstand.

Krimi
Brandfolk skal nu undersøge, om der er sevet gas ind i bygningerne. Foto: Presse-fotos.dk.

Beredskab & Sikkerhed er lige nu til stede med en indsatsleder og to brandkøretøjer på Blommevej i det nordøstlige Randers.

»En lastbil har kørt en hane af en underjordisk gastank,« siger Thomas Jørgensen, vagthavende operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, til Lokalavisen.dk.

Han oplyser videre, at tanken efter alt at dømme var tømt, da hans folk ankom til stedet, der ligger i et industrikvarter.

»Vi holder os lidt på afstand - og så går vi ind i fuldt åndedrætsbeskyttelsesudstyr,« siger Thomas Jørgensen.

Beredskabet skal på den måde sikre sig, der ikke er krøbet gas ind i omkringliggende bygninger.

Meldingen om gasudslippet kom klokken 08.37.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne.

Foto: Presse-fotos.dk.