Maskeret 15-årig snuppet på tankstation: Måtte hentes af far hos politiet
En anden ungersvend nåede at stikke af.
En halv times tid efter midnat så en patrulje fra Østjyllands Politi to maskerede drenge - uden hjelme - ved en scooter på en tankstation i Grenaa.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Da drengene opdagede betjente, forsøgte den ene at stikke af til fods - med scooteren på slæb.
Drengen væltede, så han efterlod scooteren og stak af.
Scooteren – der var afmeldt i politiets systemet – blev beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelser af ejerforhold og lovlighed.
Den anden af de to maskerede personer – en 15-årig dreng, der ikke nåede væk – blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash i sin skuldertaske.
Han blev derfor anholdt, sigtet for besiddelse af narko og taget med på stationen.
»Den 15-årige dreng blev senere hentet af sin far og de sociale myndigheder blev underrettet,« skriver Østjyllands Politi.