Politiet efterlyser denne bil: Tag ikke kontakt til personerne i den
Østjyllands Politi efterlyser en Toyita Corolla, som menes at have en relation til de mange sidespejlstyverier, der har hærget Aarhus den seneste uges tid.
De seneste mange dage har politiet modtaget adskillige anmeldelser fra aarhusianere, som har fået stjålet deres sidespejle. I den forbindelse efterlyser Østjyllands Politi nu en bil. Det er nemlig politiets klare formodning, at det pågældende køretøj har en relation til de mange tyverier, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Den efterlyste bil er en Toyota Corolla på litauiske nummerplader.
Forinden tyverierne i flere Aarhus-bydele er der blevet begået en lang række lignende tyverier af sidespejle i Københavnsområdet, og derfor kan gerningsmændene og det efterlyste køretøj også have bevæget sig videre rundt i landet.
»Hvis man ser køretøjet, skal man ikke selv tage kontakt til personerne, men i stedet underrette sit nærmeste politi og fortælle om sine iagttagelser. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.
Det pågældende køretøj er nærmere bestemt en grå/sølvgrå Toyota Corolla Verso på litauiske nummerplader med ét af følgende to mulige registreringsnumre: GJO699 eller GUO699.
Østjyllands Politi er blevet gjort bekendt med køretøjet i forbindelse med en målrettet indsats mod de mange nylige anmeldelser om sidespejlstyverier, hvor politiet i den forbindelse blandt andet har gennemset en lang række overvågningsvideoer og modtaget flere brugbare oplysninger fra borgerne, fremgår det af pressemeddelelsen.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har oplysninger om bilen.