Mand sigtet for grov vold mod kvinde og for trusler på livet mod 15-årig pige
Mand sad og sov i toget, da politiet kom og anholdt ham.
En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag 4. marts klokken 13.36 sendt til Banegårdsplads i Hinnerup, hvorfra politiet havde fået en anmeldelse om, at en voldelig mand befandt sig.
Ifølge anmeldelsen havde manden angiveligt overfaldet og slået en 42-årig kvinde flere gange med en bushammer. En 15-årig pige forsøgte at blande sig, hvilket resulterede i at hun blev truet på livet og spyttet i hovedet af manden, der var 28 år.
Overfaldet havde fundet sted i et tog, der stadig holdt på perronen i Hinnerup, da politiet kom frem. Da politiet ankom, modtog kvinden behandling i en ambulance, inden hun blev kørt til hospitalet.
Østjyllands Politi oplyser, at kvinden og manden i forvejen kendte hinanden, og at der dermed ikke var tale om vold mod en tilfældig person.
Da politiet ankom, udpegede flere vidner den voldelige mand, som sad i toget og sov. Han blev vækket og anholdt sigtet for vold og for grov vold samt trusler på livet.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og oplyser, at den 28-årige mand er fra Nordjylland, mens den 42-årige kvinde er fra Viborg og den 15-årige pige fra Bjerringbro.
Kvinden kom ifølge politiet umiddelbart ikke alvorligt til skade ved overfaldet.