Politiet: Teenagere aftalte voldsomt overfald på ung mand
19-årig mand fremstilles i retten i voldssag.
Østjyllands Politi er så at sige over halvvejs i mål en i sag om grov vold mod en 23-årig mand.
To ud af tre formodede gerningsmænd er nu i politiets varetægt, efter at en 19-årig mand natten til tirsdag har meldt sig selv. Det skal angiveligt være sket i forbindelse med, at han fandt ud af, han var efterlyst i sagen.
Den 19-årige fremstilles tirsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået kvalificeret vold.
Overfaldet på den 23-årige mand fandt sted 13. februar klokken 14.45 på en adresse i Aarhus N. Her blev den 23-årige udsat for adskillige slag og spark i hovedet og på kroppen fra tre forskellige gerningsmænd.
De tre mænd handlede ifølge sigtelsen i forening efter forudgående planlægning og aftale.
Den 23-årige blev efterfølgende bragt til hospitalet for at modtage behandling, men var ikke umiddelbart i kritisk tilstand.
De ene af de to øvrige gerningsmænd, også en 19-årig mand, sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen.
Den tredje mand, som politiet formoder har deltaget i overfaldet, beskrives for nu som »en pt. ukendt medgerningsmand.«
Anklagemyndigheden har af hensyn til sagens efterforskning anmodet om lukkede døre ved tirsdagens grundlovsforhør.