Tre mænd begik millionsvindel ved at scanne brugte spilkuponer
Det koster tre mænd fængsel i op mod fire år at svindle sig til 5,6 millioner kroner i et supermarked.
Et supermarked i Tranbjerg endte som gerningssted i april sidste år, da tre mænd svindlede sig til en samlet gevinst på 5,6 millioner kroner.
Det har mandag kostet dem fængselsstraffe på mellem to et halvt år og fire års fængsel ved Retten i Aarhus. Det oplyser anklager i sagen, Morten Lassen, til Ritzau.
Svindlen foregik ved, at mændene indtastede og skannede allerede udbetalte gevinster på en kasseterminal knap 1700 gange. På den måde fik de uberettiget adgang til millionerne, som endte på udenlandske bankkonti.
»Sagen har krævet en hel del efterforskningsarbejde fra politiet, og derfor er jeg også tilfreds med, at de tre mænd i dag har fået en mærkbar fængselsstraf ved Retten i Aarhus. Med dagens dom har retten med tydelighed slået fast, at vi som samfund naturligvis ikke kan acceptere den form for økonomisk kriminalitet,« siger anklagerfuldmægtig ved anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi Morten Lassen i en pressemeddelelse.
En brugsuddeler, som har afgivet forklaring undervejs i sagen, fik sig lidt af et chok, da en medarbejder stødte på de gentagne indløsninger af vinderkuponer i systemet.
»Jeg var på vej i bilen til distriktsmøde, da jeg fik beskeden,« forklarede den daværende brugsuddeler.
Aflurede koden
Svindlen fandt sted om aftenen, efter at supermarkedet havde lukket og gitteret rullet ned.
Brugsuddeleren mente at have set, hvordan mændene nogle dage forud for svindlen tog på rekognoscering for at aflure koder til kasseterminalen.
Af supermarkedets videoovervågning kunne han se, hvordan en person på et tidspunkt købte en blomst, mens en anden mand stod skråt bag ved en kassemedarbejder og filmede med en mobiltelefon.
Med koderne kunne svindlerne skaffe sig adgang til kasseterminalen, hvor vinderkuponerne blev indtastet eller scannet efter lukketid.
Pengene fra spilsvindlen endte ifølge anklagemyndigheden på konti i England, Belgien og Litauen.
Her har myndighederne beslaglagt cirka 4,7 millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.
Anklagemyndigheden mener, at pengene bør udbetales til Coop Danmark A/S - dagligvarekoncernen, som SuperBrugsen i Tranbjerg er en del af.
De har alle udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.