Politiets nye 'våben' testes i Aarhus: Totalt elektrisk
En ny, mindre elektrisk politibil kører rundt i Østjylland.
Dansk Politi har, som det selv udtrykker det, fået ’en lille ny’. Og endda en elektrisk en af slagsen.
Det fremgår af et Facebook-opslag, hvor Rigspolitiet viser en kommende del af bilparken frem.
Denne gang har etaten bestilt en BMW IX1.
Der er foreløbig to på vejene i Danmark - én af dem kører rundt i Østjylland.
»Vi har fået en til test. Den kører lige nu ud fra Politigården i Aarhus,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen.dk.
Det er dog planen, at den skal have plads hos lokalpolitiet. Hvor, er endnu ikke bestemt.
Hvor mange elektriske BMW’er, der i alt skal forvandles til politibiler, vides ikke.
»Det er politikredsene, der selv køber ind. Så det er afhængigt af, hvor mange de vil købe,« oplyser Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Koncernkommunikation, til Lokalavisen.dk.
Større ommøblering
De to første biler fungerer som prototyper - der skal ombygges til politiets behov.
»Blandt andet skal et nyt og kraftigere ledningsnet monteres, vi skal finde ud af, hvor blinkene præcist skal sidde, og hvordan indretningen i øvrigt skal være med blandt andet den centrale touchscreen-adgang til vores politisystemer,« skriver Rigspolitiet i sit Facebook-opslag.
Som det sidste bliver folien med de kendte politi-farver og stafferinger skåret efter en skabelon og efterfølgende monteret på bilen.
Der går omtrent to uger fra bilen kommer fra importøren, til vi har et færdigt, uniformeret eksemplar klar.
Den kommer dog også til at køre rundt i en civil udgave.
BMW’en er ikke den første el-bil hos politiet - i begyndelsen af 2023 fik Dansk Politi 10 styk VW ID4 GTX. To af dem kom til Østjyllands Politi.