Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 13

Krimi

Mandag 18. marts

Klokken 17.48 modtog brandvæsnet og politiet en anmeldelse om, at der var opstået brand ved en bolig på Århusvej i det sydlige Randers.

Da politiet kort efter kom til stedet, oplyste brandvæsenet, at branden allerede var slukket, og at den formentligt var opstået i forbindelse med beboerens brug af en ukrudtsbrænder.

Den forklaring passede til betjentenes vurdering af situationen, og stedets 45-årige mandlige beboer blev derfor sigtet for at have overtrådt brandlovgivningen/beredskabsloven ved ikke at have ‘udvist tilstrækkeligt agtpågivenhed’ under arbejdet med åben ild.

Branden var opstået ved et udhus/garage, og den havde medført lidt røgudvikling på stedet.

Selvom de seneste mange måneder har været særdeles våde, er der stadig brug for, at man passer godt på, når man arbejder med åben ild, opfordrer Østjyllands Politi.

»Foråret og tiden med ukrudt i haven er på vej, og vi opfordrer derfor alle til, at man følger Beredskabsstyrelsens gode råd, når de benytter sig af en ukrudtsbrænder,« står der blandt andet i døgnrapporten.

De gode råd er følgende: hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde, brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis der er tørt, eller det blæser, ukrudtet skal svitses - ikke brændes, tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op, og hav altid vand i nærheden.

En 35-årig kvindelig bilist blev klokken 20.32 sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev standset af en politipatrulje på Flintebjerg Alle i Randers, der er en sidegade til Fabersvej. Da det ikke var første gang, kvinden blev standset uden gyldigt kørekort, blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

Der er begået et indbrud på Sølvvej i Hornbæk mellem klokken 16 og klokken 22.

Tirsdag 19. marts

Ild i en bus fik brandvæsnet og politiet klokken 17.17 en anmeldelse om. Bussen holdt midt på Grenåvej ved Assentoft.

Branden, der formentligt var startet i bussens motor eller i andre mekaniske dele, spredte sig hurtigt, og bussen udbrændte stort set.

Chaufføren var alene i bussen, da branden opstod. Han nåede ud og kom derfor ikke til skade. Der var ingen tegn på, at der skulle ligge en kriminel handling bag branden.

Onsdag 20. marts

En Snapchat-profil, der angiveligt blev solgt stoffer fra, tog betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag eftermiddag kontakt til. De udgav sig for at være en interesseret narkokøber.

Sælgeren indvilligede i at mødes ud for en adresse i Randers C, hvor vedkommende ville sælge en mindre mængde kokain.

Ved ankomst til aftalt tid gav betjentene sig til kende, og den 35-årige mand, som var mødt op for at sælge narko, blev anholdt. Han blev under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af kokain og blev sigtet for salg af narko.

I bilen, som han var ankommet til stedet i, sad en 34-årig kvinde, som ligeledes blev fundet i besiddelse af kokain og nogle tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko. Hun blev også anholdt og sigtet for salg af narko.

De to personer blev taget med på stationen, og både kokain og kontanter blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Der skete et færdselsuheld klokken 15.51 på Skovlyvej ved Regionshospitalet Randers, hvor en 13-årig pige blev påkørt af en 37-årig mandlig bilist. Pigen blev tilset i en ambulance, som befandt sig i nærheden og ved et tilfælde havde opdaget færdselsuheldet. Hun var ikke umiddelbart kommet til skade. Den 37-årige bilist blev sigtet i sagen.

En 19-årig mandlig bilist blev klokken 19.24 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han kom kørende i bil på Havndalvej i krydset med Kondrupvej vest for Havndal.