Fortsæt til indhold

Flere sager - flere gerningsmænd: Prostituerede røvet og truet til seksuelle ydelser

En er blevet anholdt - tæt på gerningsstedet.

Krimi
jro

Opdatering: Den 21-årige er blevet varetægtsfængslet i knap fire uger. Det skriver Ritzau.

En 21-årig mand er sigtet for røveri og forsøg på andet seksuelt forhold end samleje - mod to kvinder.

Tirsdag formiddag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Her skriver politikredsen, at den 21-årige skal have begået lovovertrædelserne på en adresse i Viby J, hvor de to kvinder arbejdede som prostituerede.

Det var mandag den 26. februar, at de to kvinder på henholdsvis 34 og 41 år blev opsøgt af to maskerede gerningsmænd, der med knive forsøgte at true dem til seksuelle ydelser samt udsatte dem for røveri ved at stjæle nogle tusinde kroner i kontanter og telefoner fra adressen, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.dk.

Episoden blev dagen efter anmeldt til Østjyllands Politi, og den 21-årige blev anholdt i går, mandag formiddag klokken 10.00, på en nærtliggende adresse i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Lukkede døre

Den 21-årige er sigtet for at have begået røveri og forsøg på andet seksuelt forhold en samleje i forening med en pt. ukendt gerningsmand, og derfor anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Han er ligeledes sigtet for at have overtrådt knivloven.

»Vi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen, men vi arbejder på at få klarlagt, om der kan være en mulig relation til et lignende groft overfald begået mod en 32-årig kvindelig prostitueret søndag den 28. januar i samme bydel,« siger politikommissær Nicholas Spence Cully fra Østjyllands Politi.

Her tvang tre gerningsmænd sig med kniv til samleje og andre seksuelle ydelser samt udsatte den 32-årige kvinde for røveri.

En 17-årig ung mand sidder varetægtsfængslet i denne sag, som også fortsat er under efterforskning.

Et tredje og lignende groft overfald mod er også for nyligt blevet anmeldt til politiet, og Østjyllands Politi opfordrer vidner samt eventuelle øvrige ofre om at rette henvendelse til politiet, så sagerne kan blive efterforsket og gerningsmændene identificeret.