Ældre mand fik mystisk opkald - kort efter var han flere tusinde kroner fattigere
Østjyllands Politi melder om, at flere ældre borgere de seneste døgn er blevet udsat for svindel.
Flere ældre borgere er i de seneste dage blevet udsat for bedrageri, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mandag eftermiddag ved 16-tiden gik det ud over en 76-årig mand i Ebeltoft, som over telefonen blev kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra banken.
I den forbindelse oplyste den ukendte mand til den 76-årige, at han ville sende en kollega ud til ham, fordi der ifølge manden i telefonen angiveligt var blevet forsøgt at hæve penge fra den 76-åriges konto. Kollega ville komme ud til den 76-åriges bopæl for at afhente hans gamle kort.
Den 76-årige udleverede i god tro både kort og kode, hvorefter den ukendte gerningsmand udsatte den 76-årige for bedrageri, da vedkommende hævede mange tusinde kroner fra kontoen, oplyser Østjyllands Politi.
Senere blev svindlen dog opdaget, og sagen blev meldt til politiet tirsdag formiddag kl. 10.13.
Også en ældre borgere i Grenaa har i løbet af det seneste døgn anmeldt lignende svindelnummer til Østjyllands Politi, fremgår det af døgnrapporten, hvor politiet også kommer med en opfordring:
»Hverken banken eller øvrige myndigheder vil nogensinde møde op hos dig på den måde, og vi opfordrer derfor til, at du aldrig udlever hverken dit kort, dine adgangskoder eller andre personlige oplysninger til fremmede. Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer og bekendte, og informer dem om svindelnumrene, da de oftest er blandt de primære ofre for den slags bedragerier,« skriver politikredsen.
Østjyllands Politi efterforsker de aktuelle sager nærmere.