Fartkontrol på trafiktung vej udløste 131 bøder
Af de fartglade morgentrafikanter blev to personer målt til at køre med så høj fart, at de kan se frem til at få et klip i kørekortet.
En måleoperatør fra Østjyllands Politis Færdselssektion havde onsdag morgen taget opstilling ved Grenåvej i Risskov for at undersøge, om trafikanterne overholdt den gældende hastighed på 60 km/t på strækningen.
I tidsrummet fra klokken 5.49 til klokken 8.29 passerede i alt 1.581 køretøjer, hvoraf de 131 blev målt til at køre for stærkt. Førerne kan se frem til at modtage en bøde.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Af de fartglade morgentrafikanter blev to personer målt til at køre med så høj fart, at de kan se frem til at få et klip i kørekortet.
Målingen blev foretaget i sydgående retning ved Møllegårdsvej.